Stellantis rydder op - Overvejer salg af Maserati

Stellantis overvejer i øjeblikket at sælge det luksuriøse bilmærke Maserati fra sin brede portefølje af biler, der i alt består af 14 mærker - blandt andre Citroën, Peugeot, Alfa Romeo og Opel.
Ifølge to kilder, der har viderebragt informationen til Reuters, begynde diskussionerne omkring Maseratis fremtid, da Stellantis var under bestyrelsesformand John Elkanns ledelse.
Det skriver Automotive News.
En af kilderne har meddelt, at Stellantis har accepteret, at de har for mange mærker i porteføljen, og at det derfor er svært at investere ordentligt i dem alle, samt at bilproducenten bliver nødt til at prioritere.
En anden kilde har fortalt Reuters, at alle muligheder er åbne i jagten på en potentiel køber af Maserati.
Mærkerne skal gennemgås
Bilproducentens 14 mærkers overlevelse har været en prioritet for bestyrelsesformanden, da Stellantis, ligesom resten af de europæiske bilproducenter, har stået overfor en stor importtold fra USA og oplevet en stigende konkurrence fra de kinesiske bilproducenter.
Den tidligere Stellantis-direktør Carlos Tavares, der forlod posten i december efter en række skuffende salgsresultater, sagde i oktober sidste år, at hver enkelt mærke skulle gennemgås for at vurdere, om porteføljen af bilmærker skulle nedskaleres.
- Vi vil gennemgå hvert mærkes præstationer omkring to tredjedele frem mod vores 2030-plan, så i kan forvente, at der er foretaget beslutninger indenfor to til tre år, sagde Carlos Tavares til italienske journalister i oktober sidste år.
Splittet bestyrelse
Stellantis' bestyrelse har ifølge en af kilderne været splittet over de fremtidige planer for Maserati, hvor flere bestyrelsesmedlemmer har luftet sin bekymring om, at Stellantis ikke er i en position til at kunne genopfinde Maserati, og at et salg derfor er deres bedste mulighed.
Andre medlemmer af bestyrelsen mener, ifølge kilden, at Maserati stadig har værdi og at salget af bilproducentens eneste luksus mærke ville skade Stellantis' omdømme.
Salget styrtdykker
Det er gået ned af bakke for Maserati's salgstal der i 2024 var mere end halveret til 11.300 biler, og bilmærket vurderede at have et driftstab på næsten 2 mia. kr. i 2024.
På nuværende tidspunkt har Maserati ingen nye planlagte modellanceringer og afventer i øjeblikket en ny forretningsstrategi, efter den tidligere plan blev sat i bero af Stellantis sidste år.
Ifølge Maseratis adm. direktør, Santo Ficili, skulle der være en ny plan på vej for bilmærket, når den kommende direktør for Stellantis, Antonio Filosa, tiltræder rollen d. 23 juni.