23948sdkhjf

Skatteminister undersøger afskaffelse af reparationsgrænsen

En ændring kan indgå i regeringens aktuelle overvejelser om hele afgiftssystemet for biler.

Bil- og autobranchen har i mange år ønsket den forhadte reparationsgrænse afskaffet, eller som minimum sat ned. Nu kan den være på vej til at blive skrottet, skriver Berlingske.

Ifølge avisen har skatteminister Rasmus Stoklund (S) tilkendegivet, at regeringens aktuelle overvejelser om at ændre eller fjerne bilafgifterne kan medføre, at reparationsgrænsen bliver inddraget.

Flere brancheorganisationer i bil- og autobranchen har i årevis påpeget, at reparationsgrænsen forhindrer miljørigtig reparation af skadede biler. Senest har især AutoBranchen Danmark slået til lyd for, at de ekstraordinært dyre reparationer på elbiler er medvirkende til, at elbiler hurtigt falder for reparationsgrænsen og bliver skrottet i stedet for repareret. Dermed når elbilerne slet ikke at ’tjene sig selv hjem’ miljømæssigt, idet de er belastende at producere og først går i nul miljømæssigt efter adskillige kørte kilometer.

Den nuværende reparationsgrænse er på 75 procent af bilens handelsværdi, og hvis reparationen takseres til at koste mere, erklæres bilen totalskadet.

Ifølge AutoBranchen Danmark erklæres omkring 30.000 biler hvert år totalskadede, og ud af dem kunne det, efter brancheorganisationens vurdering, give mening af genopbygge og køre videre i 7.000 af dem, hvis grænsen blev fjernet.

Autobranchen Danmark påpeger, at problemet især er aktuelt for elbiler, fordi priserne på reservedele til elbiler er op mod 25 procent højere end til fossile biler.

Undersøger muligheder

Reparationsgrænsen blev indført i 1999 for at tilgodese både klimaet og statens indtægter ved en hurtigere udskiftning af bilparken med nyere og mere klimavenlige biler, og ved at udløse registreringsafgifter fra salg af flere nye biler. Men regeringen tilkendegiver nu at være klar over, at reparationsgrænsen ikke tager højde for de klima- eller miljømæssige konsekvenser ved at skrotte relativt nye elbiler.

Rasmus Stoklund skriver således i et svar:

”Skatteministeriet er opmærksom på den problemstilling, Autobranchen Danmark rejser, og er på nuværende tidspunkt ved at undersøge potentielle løsningsmuligheder.”

Det glæder adm. direktør hos AutoBranchen Danmark, Gitte Seeberg, der kalder det et voldsomt ressourcespild og et regulært tilbageskridt for den cirkulære økonomi at skrotte ellers gode biler, før de reelt er udslidt.

- Når relativt nye elbiler, med overfladiske skader, dømmes uegnede til reparation, før de har opnået deres klimapotentiale, så er det i direkte modstrid med den grønne omstilling, siger Gitte Seeberg ifølge Berlingske.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.105