23948sdkhjf

Spæd start på ny brancheforening kan få fødselshjælp

Andre brancheforeninger har budt sig til for at hjælpe rustbeskyttelsesbranchen med at blive samlet til fælles bedste.

Der er stadig optræk til at få samlet leverandører, kæder og sprøjtecentre i en samlet forening i rustbeskyttelsesbranchen. Ved sin nylige tiltrædelse, som ny adm. direktør hos leverandøren Pava Produkter A/S, lancerede Jimmi Engelund Kristensen tanker om værdien af at få skabt en brancheforening. Det har givet genlyd ud i autobranchen og medført henvendelser fra AutoBranchen Danmark og Dansk Bilbrancheråd, fortæller den nye Pava-direktør.

- Det har været en lidt spæd start uden så meget fremdrift i forhold til at skabe en rustbeskyttelses-brancheforening, blandt andet fordi jeg selv har haft travlt i min nye rolle hos Pava Produkter, siden jeg tiltrådte, siger Jimmi Engelund Kristensen.

Brug for ressourcer

Efter henvendelse fra AutoBranchen Danmark og Dansk Bilbrancheråd, der læste om tankerne bag det nye initiativ i Motor-magasinet, har der været en meget kort dialog med de øvrige leverandører i rustbeskyttelsesbranchen om at kigge ind i mulighederne omkring en fælles brancheforening sammen med allerede etablerede brancheforeninger.

Jeg er glad for, at øvrige brancheforeninger har rakt ud og gerne vil lave noget med os i rustbeskyttelsesbranchen. Vi kan godt få brug for deres gode ressourcer Jimmi Engelund Kristensen, adm. dir., Pava Produkter A/S

- Jeg er glad for, at øvrige brancheforeninger har rakt ud og gerne vil lave noget med os i rustbeskyttelsesbranchen. Vi kan godt få brug for deres gode ressourcer til blandt andet at hjælpe lovgivningsmæssigt og andet, som en del centre har brugt tid på selv og sammen med os. I forbindelse med nye retningslinjer og lovgivning er der behov for et organ med kendskab til vores branche og rustbeskyttelse generelt, der kan tale vores sag og hjælpe med til at undgå beslutninger, der kan dræbe en hel branche eller retningslinjer og holdninger, der kan være direkte forkerte eller udokumenteret. Og her kan en brancheforening tale på tværs af alle og give tryghed, så man ikke skal kæmpe individuelt, siger Jimmi Engelund Kristensen.

Han nævner også oprettelse af en eller flere typer uddannelse til indehavere af sprøjtecentre og sprøjteoperatører som en fælles brancheindsats, hvilket ikke findes i dag.

Kan skabe synergi

Hos AutoBranchen Danmark er eftermarkedschef Nicky Bobak i dialog med både udspilleren Pava Produkter samt medlemsvirksomheden LHG Group, der er leverandør til Suvo- og Tectyl-kæderne.

Efter at have læst om ideen om en forening for rustbeskyttelsesbranchen rakte Nicky Bobak ud for at tage en indledende snak.

Det ligger naturligt for AutoBranchen Danmark, med vores eftermarkedsdel for karrosseri og autolakerere, at inkludere rustbeskyttelsesbranchen og skabe synergi Nicky Bobak, eftermarkedschef, AutoBranchen Danmark

- Historikken viser, at tidligere forsøg på at skabe en brancheforening for rustbeskyttere ikke er lykkedes, og at det kan være svært at samle denne del af branchen. Det ligger naturligt for AutoBranchen Danmark, med vores eftermarkedsdel for karrosseri og autolakerere, at inkludere rustbeskyttelsesbranchen og skabe synergi med vores øvrige medlemsskare og branchearbejde. Det kræver selvfølgelig en vis økonomi også at arbejde for rustbeskytterne overfor eksempelvis miljøkrav og EU, men vi er åbne for at hjælpe og facilitere møder for en samlet rustbeskyttelsesbranche – de skal dog alle ville det indbyrdes, siger Nicky Bobak.

Alle leverandører i rustbeskyttelsesbranchen har meddelt, at de bakker op om tiltaget – det gælder såvel Tektrol Mineralolier A/S og Mercasol Danmark A/S, Corrpro A/S Dinitrol Danmark og LHG Group A/S, foruden Pava Produkter A/S.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078