Forsikringsselskabernes dominans kan blive afsløret som et kartel, mener brancheorganisation

- Av for den - det er uholdbart, og det kræver handling!
Sådan reagerer adm. direktør Gitte Seeberg i AutoBranchen Danmark på, at Konkurrencerådet under Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i dag slår fast, at forsikringsselskaberne skal kigges nærmere efter i sømmene.
Konkurrencerådet har varslet en egentlig markedsefterforskning, som giver mulighed for at gribe ind over for forsikringsselskaberne med påbud og eventuelt sanktioner, hvis en række betingelser er opfyldt.
Det sker, fordi en analyse viser, at forsikringspriserne er steget betydeligt mere end omkostningerne til skadesdækning og ti procent mere end i EU siden midten af 90’erne. Desuden er markedskoncentrationen i forsikringsbranchen for høj i forhold til det øvrige EU, og fordi forsikringsselskabernes fastsættelse af priser og vilkår har karakter af en form for stiltiende priskoordinering.
- Det er alvorlige kritikpunkter, for det betyder, at mange borgere betaler alt for meget for deres forsikringer, at forsikringsselskaberne tjener stort på det, og at konkurrencen generelt er udfordret. Ja, stiltiende priskoordinering lyder jo nærmest som et kartel, siger Gitte Seeberg.
Parallel til autobranchen
Hun finder det derfor vigtigt, at Konkurrencerådet - for første gang – har taget skridt mod en såkaldt markedsefterforskning.
- Det er godt og vigtig og noget, jeg bakker fuldt og helt op om. For det er ikke kun forsikringskunderne, der lider under store forsikringsselskaber, der kan lide at svinge taktstokken. Reelt er problemerne endnu større, når det kommer til forholdet mellem forsikringsbranchen og skadesværksteder og autolakerere, mener direktøren.
Gitte Seeberg nævner i denne forbindelse, at 22 forsikringsselskaber i Taksatorringen betyder, at der reelt kun er meget få aktører, og at indkøbssystemet Autotaks de facto er et monopol, som forsikringsselskaberne selv udvikler og driver.
- Vi vil hos AutoBranchen Danmark bidrage til den offentlige høring, som varer frem til 29. april, siger Gitte Seeberg.
Forsikringsbranchen afviser
Forsikringsbranchens organisation, F&P, har på medlemmernes vegne tilkendegivet, at man finder konkurrencen blandt forsikringsselskaber skarp og god, og at der således ikke er noget at komme efter i en markedsefterforskning fra Konkurrencerådet.