Det bliver sværere og sværere at have autoværksted i et område med beboelse. Det må VW i Charlottenlund nord for København nu sande. Virksomheden har i flere år ledt efter større lokaler i lokalområdet, men nu lukker man i Charlottenlund og flytter til Birkerød.
- Vi må sande, at det ikke er nemt at drive bilforretning i et område med mange boliger. Vi kan ikke få lov til at udvide det nuværende værksted, så med de pladskrav en moderne forhandler kræver, blev løsningen at flytte til Birkerød, siger indehaver Christian Scotwin, der siden 2017 også har drevet VW I Birkerød.