23948sdkhjf

Tesla forventer lavere vækst

Lancering af Teslas nye modeller forventes at bremse produktionsvæksten i 2024. Elbilgiganten har netop fremlagt årsregnskab, hvor indtjeningen er faldende og omsætningen stagnerende. 

13 procent flere teslabiler forlod fabrikken i 2023 sammenlignet med året før, men prisrabatter og lanceringen af nye modeller vil formentlig få den vækst til at bremse i 2024.

Sådan lyder det fra elbilgiganten i årsregnskabet, som er blevet frigivet onsdag aften.

- I 2024 kan mængden af biler falde betydeligt set i forhold til væksten, vi nåede i 2023, mens vores hold arbejder på at lancere næste generations bil på Gigafactory (gigafabrik, red.) i Texas, lyder det fra selskabet.

Med næste generations bil menes der den kompakte Tesla til en pris under 25.000 dollar, som ventes sat i produktion fra midten af 2025.

Videre hedder det:

- Vores virksomhed befinder sig i øjeblikket mellem to store vækstbølger: Den første begyndte med den globale udvidelse af Model 3/Y-platformen, og den næste, vi tror, ​​vil blive initieret af den globale udvidelse af næste generations køretøjsplatform. I 2024, kan vækstraten for vores bilproduktion være markant lavere end i 2023, da vores teams arbejder på lanceringen af ​​næste generations køretøj på Gigafactory Texas. I 2024 vil vækstraten for implementeringer og omsætning i vores energilagringsforretning overgå vores bilproduktion.

Satte priserne ned

Teslas overskudsgrad faldt gevaldigt, da selskabets direktør, rigmanden Elon Musk, i slutningen af 2022 meldte ud, at prisen på de eftersøgte elbiler skulle et nøk nedad.

En af teslamodellerne, Model Y, fik skåret 26,5 procent af prisen i USA. I Danmark faldt priserne på Model 3 og Y med over 100.000 kroner.

I de sidste tre måneder af 2022 havde Tesla en overskudsgrad på 23,8 procent. Tesla tjente altså 23,80 kroner, for hver 100 kroner de solgte i biler.

Ved udgangen af 2023 er overskudsgraden imidlertid faldet til 17,6 procent, og Tesla tjener altså kun 17,60 kroner, for hver 100 kroner de sælger i elbiler.

Nyheden fik Teslas aktie til at dykke med fem procent i på det amerikanske aktieeftermarkedet.

Tesla lukkede fjerde kvartal med en omsætning, der steg med tre procent til 25,17 milliarder dollar. Det svarer til 172,11 milliarder kroner. Den samlede omsætning for 2023 var på 96,8 mia. dollar, mens indtjeningen lød på 15 mia. dollar.

Elbilgiganten formåede desuden at indfri sit mål om at producere 1,8 millioner biler i 2023, hvilket gør Tesla til verdens største producent af elbiler. Kinesiske BYD er dog lige i hælene og solgte i 2023 godt 3 millioner såkaldte NEVs (new energy vehicles) som omfatter både elbiler og pluginhybrider. BYD solgte omkring 1,6 millioner rene elbiler.

Elon Musk havde ellers advaret om, at målet på de 1,8 mio. solgte biler måske ikke ville blive ramt, efter at nationalbanker i verdens største økonomier har hævet udlånsrenten for at tøjle inflationen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.113