Hvert år repareres 15.000 bilskader, svarende til to procent, med brugte reservedele. Men det tal bør være langt højere, mener både forsikringsbranchen og autogenbrugerne for at gavne både klima og økonomi.
Brancheorganisationen Forsikring & Pension oplyser i sin første Forsikringsbranchens Bæredygtighedsrapport 2023, at 60 procent af forsikringskunderne gerne ser, at forsikringsselskaberne er grønne. Men kun meget få ønsker, at der skal monteres genbrugsdele, når deres egne skader skal udbedres. Og det selv om forsikringsselskaberne forsøger at ’nudge’ bilejerne mod grønne og brugte løsninger. Ifølge adm. direktør i F&P, Kent Damsgaard, ønsker færre end én ud af fire, at genbrug skal være standard for skadesudbedring.