23948sdkhjf

Forhandler dropper Stellantis-mærker efter krav: - Det er spild af ressourcer

Bilhuset i Hjørring og Brønderslev stopper med forhandlingen af bl.a. Peugeot fra nytår. Investeringskravene var for store og gav ikke mening for forhandleren.

Det er slut med forhandlingen af Peugeot, Fiat og Jeep hos Bilhuset Hjørring og Bilhuset Brønderslev fra nytår. Skiltene er blevet pillet ned og indehaveren Johnny Lindrup Nielsen gør nu klar et nyt kapitel, hvor bilhusene skal sælge det kinesiske mærke Voyah og have fokus især på nyere brugte elbiler.

- Sidste uge var lidt hård. For det er jo følelser med i det her. Jeg har forhandlet Peugeot siden 2003, siger Johnny Lindrup Nielsen, der er indehaver af de to bilhuse i Nordjylland, om beslutningen om, at droppe de tre Stellantis-mærker.

Store krav om investeringer

Årsagen til at Johnny Lindrup Nielsen har valgt at sige nej tak til en ny forhandlerkontrakt med K.W. Bruun om forhandlingen af Peugeot, Fiat og Jeep er, at han ikke ønsker at efterleve kravene til ny indretning af udstillingen. Krav der indbefatter nye klinker på gulvet, ny belysning og nyt inventar, på trods af at bilhuset er blevet moderniseret for seks år siden. Det mener forhandleren er unødvendigt og at det er for stor en investering.

- Alene i Bilhuset i Hjørring ville det være en udgift på omkring to millioner kroner. I Brønderslev vil det være en million kroner. Det er spild af ressourcer, som vi ser det, forklarer Johnny Lindrup Nielsen til Motor-magasinet. Forhandleren pointerer, at der er tale om krav om Corporate Identity, som kommer direkte fra Stellantis-koncernen.

Ikke bæredygtigt

- Vi lavede en stor modernisering for seks år siden. Det var fint nok, for dengang var der brug for det, lyder det fra Johnny Lindrup Nielsen, som synes, at det både i forhold til økonomi og bæredygtighed er helt unødvendigt og at skifte klinker og lysarmaturer, blot fordi de skal have en anden farve.

- Jeg er for meget nordjyde til at bruge 895.000 kroner plus moms bare på nye møbler, når der ikke er brug for det, lyder det fra indehaveren af de to nordjyske bilhuse. Hvis bilhusene i Hjørring og Brønderslev skulle leve op til samtlige krav fra Stellantis, ville de ifølge Johnny Lindrup Nielsen kræve investeringer på mellem 15-20 millioner kroner, fordi det vil kræve en omfattende om- og tilbygning af de to lokaliteter. Det er investeringer, som indehaveren ikke tror på, at han kan nå at tjene hjem igen. Særligt ikke hvis Stellantis overgår til agent-kontrakter fra 2027.

Jeg er for meget nordjyde til at bruge 895.000 kroner plus moms bare på nye møbler, når der ikke er brug for det Johnny Lindrup Nielsen, indehaver af Bilhuset i Hjørring og Bilhuset i Brønderslev

Skifter til Voyah

Johnny Lindrup Nielsen har ikke noget at udsætte på den danske importør K.W. Bruun i forbindelse med forhandlingerne om den nyy kontrakt. For bilforhandleren er med på, at der er tale om krav direkte fra fabrikken.

Derfor fortsætter han også samarbejdet med den danske importør K.W. Bruun og skal fremover forhandle det kinesiske mærke Voyah. Derudover vil de to bilhuse fokusere på nyere brugte biler - med et særligt fokus på elbiler.

Hos K.W. Bruun er der forståelse for, at Johnny Lindrup Nielsen som en konsekvens af de nye investeringskrav har valgt at takke nej til en ny kontrakt om forhandling af Peugeot, Fiat og Jeep.

- Som ved alle franchise-kontrakter er der nogle krav til Corporate Identity, som man skal opfylde. Det er ikke krav, vi som importør har indflydelse på, da de udformes fra fabrikken, lyder det fra Hanne Langsig Sørensen der er Head of group PR om hvilken situation forhandlerne og K.W. Bruun har stået i de seneste måneder, hvor parterne har forhandlet om nye kontrakter. 

- Hvis man som forhandler ikke ser sig i stand til at honorere fabrikkens krav, har man selvfølgelig mulighed for at vælge ikke at forlænge sin kontrakt. Det har vi fuld respekt for. Et forhandlernet vil altid være orgnisk med ophør og tilgange af nye forhandlere, siger Hanne Langsig Sørensen på vegne af K.W. Bruun. 

Malurt i bægeret

Selv om skilsmissen fra Stellantis-mærkerne er foregået i ro og orden, så står den nordjyske forhandler her og nu med en udfordring. Han havde håbet på, at K.W. Bruun ville køre de 25 nye biler af mærkerne Peugeot, Fiat og Jeep hen til den nye forhandler. Men han har i stedet blevet mødt med et krav fra importøren om, at alle nye biler skal være registreret og på plader pr. 31.12. Det betyder, at han skal betale omkring 180.000 kr. i afgift per bil for 25 biler, som han fra nytår ikke længere skal være forhandler af. Så det lægger et esktra pres på likviditeten her og nu. 

Bilhuset i Hjørring vil fortsat være autoriseret Peugeot- og Fiat værksted, mens Bilhuset i Brønderslev fortsat vil være autoriseret Peugeot-værksted.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093