Når værkstedet skal sælges, så er det ikke helt lige meget, hvordan man har forberedt sig. Det siger måske sig selv, men ikke desto mindre er der alt for mange værkstedsindehavere, der tager for let på opgaven – eller måske i værste fald slet ikke forbereder sig.
Og det kan komme til at koste mange penge, når værkstedet en dag skal sælges, fortæller forretningskonsulent med speciale i generationsskifte og driftsoptimering af værksteder, Thomas Skovsager, fra autogrossisten FTZ og skatteekspert Mikael Risager fra revisionshuset BDO.