Af Thomas Møller Sørensen, Bilbranchen i DI
DEN GLOBALE BILINDUSTRI står i en brydningstid. Grøn omstilling, digitalisering, nye producenter og nye mobilitetskoncepter er alle faktorer, der ændrer industrien. Selvom vi i mange år har kunnet se ændringerne, er det alligevel som om, at det nu for alvor går stærkt. De store forandringer er ikke længere foran os, vi står midt i dem. Blandt de største forandringer er bilproducenternes forsøg med nye distributionsmodeller. De etablerede bilproducenter er inspireret af de nye producenter, ikke mindst Tesla, der har haft succes med at handle direkte med slutkunden og derved undgå at dele fortjenesten med forhandlerne. Samtidig sikrer den direkte handel mellem fabrik og kunde, at bilproducenten har direkte adgang til data om kunden, kundens adfærd og mobilitetsbehov.