Der er ikke grund til at frygte, at man ikke kan komme til at service eller reparere biler efter 1. august, hvis man ikke er blevet SERMI-certificeret. Det melder brancheorganisationen AutoBranchen Danmark på baggrund af blandt andet artikler i Motor-magasinet om krav til certificering.
EU har vedtaget en forordning, der betyder, at alle tyverisikringsrelaterede oplysninger fra bilproducenterne samles i et centralt registrer kaldet SERMI. Hvis man bliver SERMI-certificeret får man dermed adgang til disse oplysninger, der bl.a. drejer sig om nøglekodning, adgang til startspærre og i nogle tilfælde udvalgte originale reservedele eller softwareopdateringer. Med SERMI skal ejer og et antal navngivende medarbejdere certificeres for at kunne arbejde med de nødvendige data via bilfabrikkerne.