Suzuki Swift plejede at være det legesyge alternativ i mini-klassen, hvis du var på jagt efter en solid, japansk festbombe. Med den nye generation har Swift så fået en motor, der på papiret matcher de sjove køreegenskaber, i form af en 1-liters trecylindret turbomotor, som Suzuki kalder Boosterjet. Så lad os starte med den.

Den lillebitte motor yder 112 hk og 170 Nm, og når møllen ellers lige er løbet i gang omkring de 2.000 oomdrejninger, så kommer der fut i fejemøget. Som en stor elastik, skubber turboen og de 170 Nm dig frem mod horisonten, kun afbrudt af gearskiftene fra en præcis 5-trins gearkasse. 0 til 100 km/t klares på 10,6 sekunder, som er hæderligt uden at være hurtigt, men det samlede indtryk af motoren er, at den er mere fornuftig og en bundtrækker, end den er frisk, provokerende og omdrejningsvillig. Der er ikke meget gavn ved at jage motoren nord for 5.500 o/min, hvor de 112 heste alle er klar. Til gengæld nåede vi et respektabelt forbrug på 15,2 km/l i løbet af ugen, som strakte sig over 1.000 kilometer. Det er fint taget i betragtning af mange kilometers motorvejskørsel med høj fart, når fabrikstallene ’kun’ lover 21,7 km/l.

Hundehuset
Noget af det første, man bemærker, når man sætter sig ind i den nye Swift, er den lodrette forrude, der giver associationer til den originale Mini, som også var kendt som hundehuset. Det har den fordel, at der er bedre pladsudnyttelse og fin plads i hovedhøjden. Det gælder også for bagsædepassagererne, så du faktisk kan byde granvoksne mænd en tur på bagsædet, uden at de græder som små børn. Bagagerummet lider til gengæld lidt, og har kun plads til sølle 265 liter.

Oppe foran er materialerne hårde og plastikagtige, men den generelle finish fejler ikke noget, og rattet med den flade bund og de to fremstikkende instrumenture, der indeholder speedometer og omdrejningstæller, er med til at skabe en mere sporty atmosfære. Blandt irritationsmomenterne tæller ...

Læs resten af anmeldelsen af den friske Swift her.