Stenhøj lancerer nyt ”Byt til nyt”-koncept for undergulvsløftere
En ny løsning gør det nemt for værksteder at forny og opdatere deres lifte – uden at rive gulvet op. Løsningen kommer både til at skåne klimaet og spare kunderne penge.
Stenhøj introducerer et helt nyt koncept for undergulvsløftere fra AutopStenhoj: Byt til nyt.
Tiltaget gør det muligt for autoværksteder at få en moderne liftløsning, uden at skulle udskifte den eksisterende kassette, der er støbt ned i gulvet.
”Vi er utroligt glade for at kunne tilbyde vores kunder en ny løsning, der fornyer deres lifte, skåner klimaet og sparer dem for en masse penge. I 99 procent af tilfældene kan vi finde en løsning, der passer i den eksisterende kasette – uanset leverandør. Det betyder, at kunden kan opdatere til den nyeste teknologi, men uden at grave i gulvet eller støbe nyt beton. Det sparer både penge og reducerer CO₂-aftrykket markant,” siger Nicolai Lykke Jensen, salgschef i Stenhøj Danmark.
Et grønnere og mere økonomisk alternativ
Stenhøj oplever en stigende efterspørgsel fra kunder, der ønsker løsninger med fokus på klima og ESG. Ved at genbruge de dele af undergulvsløfteren, der kan holde i mange år endnu, undgås unødvendig produktion af nye lifte, transport og betonarbejde. Helt konkret foregår det ved at opmåle kassetten i gulvet, for at finde det rigtige match.
”Vi vil selvfølgelig gerne sælge nye produkter, men vi er endnu gladere, når vi kan hjælpe vores kunder med at få mere ud af det, de allerede har. Ofte kan man spare en betydelig del af udgifterne til etablering og montering af en helt ny lift og kassette – og samtidig få en løsning, der fungerer problemfrit i mange år fremover,” fortæller Nicolai Lykke Jensen.
Ifølge Jess Thisvad, der er teknisk servicekoordinator hos Stenhøj, bliver kunderne ofte overrasket over, hvor meget der kan bevares.
”Jeg besøger jævnligt værksteder, hvor der stadig står Stenhøj-lifte der er både 30 og 40 år gamle, som kører upåklageligt. De har måske kun brug for at få udskiftet enkelte komponenter for at være fuldt opdaterede med nutidens krav – og det er en stor styrke både for økonomien og for klimaet,” siger Jess Thisvad.
100 års erfaring giver markedets stærkeste tryghed
Stenhøj har leveret premium-udstyr til autobranchen siden 1917 og har gennem datterselskabet AutopStenhoj i Reine, Tyskland, produceret undergulvsløftere siden 1996. Autop var verdens første producent af hydrauliske undergulvsløftere til autoværksteder – og siden 1996 har virksomheden været en del af danske Stenhøj.
Alle undergulvsløftere fra AutopStenhoj produceres fortsat i Tyskland, og med dansk knowhow i ryggen. Kombinationen af tysk ingeniørkunst og dansk innovation har gjort Stenhøj og AutopStenhoj til markedsledere med OE-godkendelser hos stort set alle bilbrands.
”Når vi siger, at vi laver verdens bedste undergulvsløftere, så er det noget vi mener dybt seriøst. Vi bygger på mere end 100 års erfaring og AutopStenhojs arv helt tilbage fra 1949. Med så meget erfaring samlet fra Danmark og Tyskland, har vi de bedste forudsætninger for at skabe de bedste produkter til vores kunder” siger Nicolai Lykke Jensen.
Som en ekstra tryghed tilbyder Stenhøj nogle af markedets stærkeste garantier på undergulvsløftere og 15 års reservedelsgaranti.
”Når man investerer i en Stenhøj-lift, investerer man i mange års problemfri drift. Og med Byt til nyt kan vi endda forlænge levetiden yderligere ved at genbruge de dele, der holder i årtier, og kun udskifte det nødvendige. På den måde får kunden en løsning, der føles ny, men som både er mere økonomisk og langt mere skånsom for klimaet,” tilføjer han.
Læs om Byt til nyt her.
Om Stenhøj
Stenhøj er en førende leverandør af totalløsninger til det danske eftermarked med speciale i værkstedsindretning, kompressorsystemer og teknisk service. Med rødder tilbage til 1917 og base i Østjylland beskæftiger virksomheden i dag omkring 70 medarbejdere og servicerer kunder i hele Danmark.
Derudover tilbyder Stenhøj et bredt udvalg af kvalitetsprodukter – herunder autolifte, kompressorer, dækskiftere og afbalanceringsmaskiner, hjuludmåling, ADAS, Olie og Sug-produkter etc. – kombineret med professionel rådgivning om indretning og optimering af værksteder og industrivirksomheder.
Med et skarpt fokus på arbejdsmiljø, ESG og ansvarlig drift arbejder Stenhøj målrettet for at være både den foretrukne og fremtidige samarbejdspartner for branchen.
Stenhøj er en del af Nexion Group, en international koncern og global markedsleder inden for udstyr og løsninger til autobranchen.
Stenhøj – i hjertet af danske værksteder siden 1917.