Nypriser i praksis: Det, du ikke får at vide på motorst.dk
Når man som selvanmelder skal oplyse nyprisen på et køretøj, virker processen umiddelbart enkel: Find en troværdig kilde, dokumentér nyprisen, og send sagen ind. Men vores erfaring viser, at virkeligheden sjældent er helt så ligetil.
Sådan vurderes nypriser i praksis
Hos Dansk Motor Finans har vi gennemgået tusindvis af sager og opbygget en solid indsigt i, hvordan nypriser typisk vurderes. Kilden er ikke nødvendigvis afgørende – det vigtigste er, om nyprisen falder inden for et interval, som Motorstyrelsen anser for markedsdannende. Dette sker ofte med udgangspunkt i data fra standardpriser.dk.
Variationer i sagsbehandling og mærkespecifik praksis
Der findes ingen faste grænser for, hvor stor en afvigelse fra forventet nypris der accepteres. Det afhænger af bilmærke, model og den enkelte sagsbehandlers tilgang. Vi ser fx, at nogle mærker – som Tesla – behandles med meget snævre marginer, mens andre har mere spillerum.
Eksempel:
Vi har fx set en Tesla Model Y blive reguleret med under 1 % afvigelse i nypris, selvom dokumentationen bestod af en officiel forhandlerprisliste. I modsætning hertil blev en VW ID.4 med over 10.000 kr. i afvigelse godkendt uden yderligere bemærkninger.
“Vi oplever, at der især på Tesla er en skærpet opmærksomhed på nypris og meget snævre grænser for afvigelser. Det hænger sandsynligvis sammen med, at nyprisen på Tesla typisk har ændret sig løbende gennem året – men hvor nogle, desværre, blot har brugt den laveste pris. Det er naturligvis ikke korrekt.
Men det er heller ikke helt hensigtsmæssigt med forskellige grænser og praksis alt efter bilmærke.”
– Steffen Lund Sørensen, Legal Manager, Dansk Motor Finans.
Dokumentation er stadig vigtig
En stærk dokumentation – f.eks. i form af officielle forhandlerprislister eller standardpriser – kan styrke en sag, særligt hvis prisen ligger uden for det forventede interval. Udfordringen er, at mange virksomheder ikke har adgang til historiske prislister, hvilket giver ulighed i mulighederne for at dokumentere korrekt.
Nye nyprislister – mere gennemsigtighed eller ny udfordring?
Motorstyrelsen har for nylig lanceret egne nyprislister for udvalgte modeller. Det kan bidrage til større ensretning, men det rejser også nye spørgsmål: Hvordan håndteres sager, hvor selvanmelderne har anden og måske mere præcis dokumentation? Erfaringen med tidligere initiativer som niveaulister viser, at lister nemt kan glide fra vejledning til facit – uden lovhjemmel.
Hvad betyder det for dig som bilforhandler?
Fejlagtig nypris kan have konsekvenser for både din sagshåndtering og din kundes forventninger.
- Du øger dit engagement på Motorstyrelsens adfærdsmodel, så du risikerer flere kontrolsager fremadrettet
- Du risikerer ekstraarbejde, hvis sagen bliver reguleret
- Du kan ende med økonomisk tab, hvis bilens margin bliver spist op af en efterregulering
Derfor er det vigtigt at kende praksis, og ikke kun reglerne på motorst.dk.
Praktiske råd til dig som selvanmelder
- Brug altid officielle forhandlerprislister, hvis de er tilgængelige
- Har du tidligere afgørelser fra Motorstyrelsen, kan du med fordel referere til nypriserne fra disse, som underbyggende materiale
- Hold dig løbende opdateret på Motorstyrelsens udgivelser af nypriser, og sørg for anvendelsen af disse, hvis muligt
Vores konkluderende råd på området med nypriser er: Sørg for prisen er rigtig, det er den der afgør om du bliver reguleret. Praksis ændrer sig løbende, så det kan være værdigfuldt rent faktisk at læse hele afgørelsen fra Motorstyrelsen, og ikke kun det beløb, der evt. reguleres for. Brug officielle prislister og Motorstyrelsens egne oplysninger, og sørg for gemme aktuelle nypriser løbende - også selvom priserne i nogle tilfælde, kan virke høje.
Bemærk også, at selvom du får godkendt en sag, fx ved en 0-afgift, så tjek eventuelle bemærkninger i afgørelsen. Hvis du ikke har dokumenteret din nypris korrekt, risikerer du ligeledes at øge dit engagement på adfærdsmodellen – derfor er dokumentation på 0-afgifter lige så vigtige som værdifastsættelser med afgift på.
Sådan hjælper vi hos Dansk Motor Finans
Vi arbejder hver dag med at hjælpe virksomheder gennem denne proces. Med måske branchens største databank over nypriser, udstyrskoder og tidligere afgørelser kender vi spillereglerne på tværs af mærker og modeller. Vi ved, hvordan sager bedst skrues sammen, og vi står klar til at hjælpe med både eksekvering og sund rådgivning.
Mere om praksis på Tesla – snart
I en kommende artikel dykker vi ned i den særlige praksis, vi ser på Tesla – et mærke, der i høj grad adskiller sig fra resten af markedet.
Har du spørgsmål allerede nu, er du meget velkommen til at sende os en mail på: motor@danskmotorfinans.dk
Læs mere om hvad vi kan hjælpe dig med på www.danskmotorfinans.dk