Leasing behøver ikke at være et skattecirkus
Firmabilen bliver beskattet som et gode stillet til rådighed af arbejdsgiveren. Det sker med den begrundelse, at bilen i langt de fleste tilfælde anvendes privat, og derfor betragtes som en del af lønpakken.
Det er vel i princippet i orden, men problemerne opstår, når balancen i skatteligningen vælter, og her er der hele fire interessenter, nemlig brugeren af bilen, dennes arbejdsgiver, leasingselskabet og statskassen.
Vi ved alle, at bilklasse, alder, udstyr og type betyder rigtig meget, og derfor er det for leasingselskaberne og skat et mål i sig selv på dynamisk vis at få rubriceret de forskellige biler, der udbydes i standardskabeloner, så firmabilordninger kan nedbrydes i let forståelige koder/typologier, som gør værdiansættelsen nemmere.
I dag er bilmarkedet i opbrud. Fx udfordrer alene elbiler vores vanetænkning om et valg mellem diesel og bensin. Bilpriser og værdiansættelser flukturerer mere end brugerne, leasingselskaberne og skattevæsnet har været vant til, og derfor opstår der ganske skarpe diskussioner om retfærdighed og rimelighed i de værdiansættelser, som lægges til grund for firmabilbeskatningen.
Det er jo fair nok, for det betyder immervæk meget for alle, hvordan den månedlige udgift, indtægt eller beskatning balancerer i forhold til forventningen.
Har systemet overlevet sig selv?
Spørgsmålet er derfor, om det system vi har været vant til med skattemæssige værdiansættelser er tidsvarende. Måske er det tid til at overveje, om ikke vi skal skubbe skat ud af regnestykket og afregne firmabilen på en meget mere enkel og gennemsigtig måde.
Det er fx meget enkelt at se på, hvad en bil koster at finansiere over en periode på fx seks år. Hvis det beløb hvert måned fordeles efter forbrug til privat og arbejdsmæsssig kørsel, kan vi i princippet udelade skat af ligningen. Arbejdsgiveren betaler firmakørsel og brugeren betaler brug af bilen til private formål afregnet efter et gps-baseret system. Resultatet vil være, at bilen efter seks år er betalt uden besværlig skattemæssig indblanding og med en retfærdig fordeling i forhold til forbrug.
Enkel og ligetil, men alligevel ikke nok til at hindre de tilbagevendende disputser om firmabilordninger og værdiansættelser. Her er problemet lige præcis, at vi har ladet den sunde fornuft fordufte og overladt firmabilordninger til jurister og personalechefer, som med udgangspunkt i kendte og traditionelle ordninger forsøger at lappe på de uretfærdigheder, der hele tiden opstår i et system, der ikke tør disrupte sig selv.
Jeg vil endda påstå, at systemet har overlevet sig selv, og at svaret på de udfordringer, vi fx ser med ændrede værdiansættgelser vil være at koble det offentlige – skattemæssig værdiansættelse - af systemet. I stedet kan vi sadle om til et system, hvor arbejdsgiveren betaler, når brugeren anvender bilen i firmaregi, men brugeren selv betaler, når der er tale om privat kørsel. Sværere er det ikke.
Fordel efter forbrug
Det vil betyde, at brugeren af bilen kan aftale sig frem til en komfortabel bil, som vedkommende måske knap selv kunne finansiere, ved at fordele udbetaling og de løbende afdrag og driftsomkostninger efter forbrug til arbejde og privat.
Er fordelingen fx 70/30 mellem firma og privat, kan man som privat bruger få en komfortabel bil med en samlet udbetaling på 100.000,- kr for kun 30.000 kr. Det er også kun 30 % af de faste afdrag og
