Uddannelsescenter i Skjern sikrer festivalen i Bork
På UddannelsesCenter Ringkøbing-Skjern uddannes og efteruddannes alle frivillige Røde Kors-samaritter fra hele Jylland og Fyn på alle niveauer.
Over 100 mennesker fra Jylland og Fyn kommer til Skjern lørdag og søndag, hvor de uddanner sig til at tage hånd om uheld og ulykker
Det er nok de færreste af de glade deltagere ved Bork Havn Musikfestival, som ved eller tænker over det, når musikkens rytmer kører igennem for alvor. Men fire gange om året rejser mere end 100 mennesker fra hele Jylland og Fyn til UddannelsesCenter Ringkøbing-Skjern. Her uddanner de sig stilfærdigt, målbevidst og meget, meget koncentreret, så de kan tage hånd om de mangeartede uheld og ulykker, der kan ske, når festival-gæster nyder musikken og fester igennem.
100 samaritter på 1000 nye kvadratmetre
Første gang i år var i januar, og anden gang er den kommende lørdag-søndag (26.-27. marts), hvor mere end 100 mennesker rykker ind på UddannelsesCenter Ringkøbing-Skjern. Nærmere betegnet i VUC Ringkøbing-Skjerns splinternye bygning på 1000 kvm, som blev taget i brug så sent som i mandags.
Her vil en god, gennemprøvet blanding af instruktører uddanne frivillige Røde Kors-samaritter på alle niveauer - fra de rene nybegyndere til de teamledere, som har det overordnede ansvar for, at hjælpen fungerer, når rytmerne dunker og stemningen stiger hos publikum.
700 Røde Kors-samaritter på landsplan
I alt har Røde Kors et korps på 700 Røde Kors-samaritter i hele landet, og de passer naturligvis ikke kun på de glade deltagere ved Bork Havn Musikfestival. De er aktivt til stede ved en lang række store og små festivaler, sportsbegivenheder og andre arrangementer, hvor mennesker samles og hvor uheld kan ske.
Roskilde Festival, DGI-landstævner, Beach Marathon ved Vesterhavet, Karneval i Aalborg, store arrangementer i Århus og Odense, motorsportsarrangementer og samtlige arrangementer i Messecenter Herning (MCH) - for nu blot at nævne nogle få af de mest kendte navne og begivenhedstyper.
Alle i hele Jylland og Fyn uddannes i Skjern
- Vi uddanner praktisk taget samtlige frivillige Røde Kors-samaritter fra hele Jylland og Fyn i Skjern. Vi nyuddanner årligt 70-80 samaritter og sørger dermed for, at der hele tiden er samaritter nok. Og jeg er faktisk lidt stolt over at kunne sige, at uddannelsescenteret efterhånden har lagt lokaler til uddannelsen i 5 år, siger Jørgen Pedersen, der blandt meget andet bestrider jobbet som sikkerhedsleder på UddannelsesCenter Ringkøbing-Skjern - og i fritiden er en meget engageret Røde Kors-instruktør i førstehjælp.
Sjællænderne har også et fast sted, nemlig i Greve, hvor Røde Kors-samaritterne fire gange om året mødes til uddannelse og genopfriskning af færdighederne i at reparere skader - og i yderste konsekvens være forskellen mellem liv og død for uheldige eller uforsigtige deltagere ved årets små og store begivenheder i Danmark.
- Og så har vi jo også traktortrækket ude i Sdr. Vium. Det illustrerer meget godt spændvidden, siger Jørgen Pedersen og slår en latter op!
Her kan man læse hele artiklen: http://www.uc-rksk.dk/nyheder/uddannelse...