23948sdkhjf
Del siden
Annonce

Håndværker DM i bordfodbold - finalen

Lørdag den 9. juni blev den store finale i Håndværker DM i bordfodbold afholdt hos Würth i Kolding, og de glade, stolte vindere kunne drage hjem med hovedpræmien, der var en heldagstur for 2 personer til EM-kampen mellem Danmark og Tyskland.

Optakten til dagen var byfinalerne, der foregik efter fyraften den 4.-7. juni i 18 af Würths butikker, hvor vinderne vandt et års forbrug af kaffe fra Merrild samt retten til at deltage i finalen hos Würth i Kolding.

Finaledagen
Dagen startede med en kop varm kaffe, og så var der ellers opvarmning ved alle bordfodboldbordene. Efter lidt praktisk info om spillereglerne blev kampene fløjtet i gang med Der er et yndigt land, som buldrede ud af højttalerne – så var stilen ligesom lagt, og byfinalisterne klar til kamp. Spillestarten var lidt nervøs, og stemningen lidt hektisk, for spillerne skulle lige føle hinanden på tænderne og aflure tricks og finter, inden de for alvor startede kampen – og så gik det ellers løs med driblinger og langskud – nu skulle byfinalisterne for alvor vise, at de kunne stå distancen mod de bedste hold fra andre byer.

Mellemrunden
Holdene var ved lodtrækning blevet delt i puljer, som spillede alle mod alle – og fuldstændig som i EM gik vinderne af puljerne videre til mellemrunden, som bestod af de 6 bedste hold, der skulle spille alle mod alle ved to borde – og så blev der ellers skruet op for stemningen og intensiteten. Med opfindsomme navne som Messis Idoler, Bluefox og Bolde af Stål var der lagt op til klassekampe på banerne, og det kunne mærkes på både tilskuere og spillere. Hænderne blev lidt mere svedige og dirrende, øjnene endnu mere fokuserede på bolden og de højlydte heppende tilråb gik nogle dB op på skalaen. Driblingerne og de præcise afleveringer frem på banen gjorde Messi, Iniesta og Ronaldo ære, og man kan kun forundres over, hvordan spillerne brillerede ved fodboldbordene…

Bronzekamp
Andenpladserne fra de to borde skulle spille bronzekamp, og førstepladserne skulle spille finalekamp, så for at peppe den i forvejen kanongode stemning endnu mere op inden bronze- og finalekampen, havde Würth inviteret 6 lækre sild fra cheerleader-teamet Tigers til at stille op og lave et cheerleader-show for de mange fremmødte. Og hvilken fest de skabte i deres små sorte og lyserøde dragter – man var øjeblikkelig henført til Super Bowl-finalen i USA, og stemningen var ligeså bragende god som pigernes akrobatiske kunnen – wauw – og så var der ellers lagt i ovnen til et brag af en bronzekamp. Folk stimlede sammen om bordet, og man kunne næsten skære i den nervøse sitrende stemning. Hænderne blev tørret af en ekstra gang, der blev givet hånd og så blev kampen skudt i gang. Efter ti intense minutters kamp på hurtighed, præcision og boldøje, hvor Demskov El spillede mod Messis Idoler, stod Morten Thykier og Anders Jensen fra Demskov El i Rødovre som vindere af bronzekampen og et gavekort hver på et bordfodboldbord fra Würth.

Guldkamp
Efter en kort pause var spillerne klar – eller så klar som de kunne blive til den store finale – der var stadig nervøse trækninger ved øjnene, hænderne blev tørret af i bukserne, t-shirten tog sveden på panden og så blev bolden givet op til kamp mellem Bluefox og Bolde af Stål. Nerverne var i højeste beredskab og gjorde begyndelsen lidt nervøs og febrilsk, men da de to hold havde fået sig spillet ind på hinanden, fulgtes de langsomt ad målscoremæssigt, mens minutterne tikkede af sted. Med knyttede næver og klap på ryggen viste begge hold kampgejst og sejrsvilje, og kampen blev mere og mere intens, mens man kunne fornemme respekten og ærefrygten hos de imponerede tilskuere og de to holds heppekor på deres begejstrede tilråb – godt stået, flot mål og fed dribling. De stod ligesom vi andre i kødrand klinet op ad spillerne, så de kun lige havde plads til deres boldkundskaber.

Efter en slutspurt med nogle utroligt flotte scoringer til slutresultatet 11-7 krammede de glade vindere, Loui Baeré og Kasper Emil Bjerno, team Bolde af Stål , fra Baeré i Klippinge, hinanden i en kæmpe forløsende omfavnelse – glæden og selvtilliden strålede ud af dem, så man næsten kunne høre deres tanker…

Ja, vi gjorde det sgu! Nu skal vi til Ukraine og se bold!

Præmieoverrækkelse
Loui Baeré og Kasper Emil Bjerno fra Baeré fra Baeré i Klippinge løb med 1. pladsen, der var en heldagstur for 2 personer til EM-kampen mellem Danmark og Tyskland til en værdi af i alt 12.000 kr.

Kenneth Hansen og Nikolaj Algreen-Petersen fra Elimar A/S på Amager løb med 2. pladsen, der var to gavekort á 5.000 kr. til køb af værktøj i Würths butikker til en værdi af i alt 10.000 kr.

Morten Thykier og Anders Jensen fra Demskov El i Rødovre løb med 3. pladsen og vandt dermed et gavekort hver på et bordfodboldbord fra Würth til en værdi af i alt 5.000 kr.

Konkurrence
Efter præmieoverrækkelsen var der lodtrækning blandt de rigtige besvarelser i konkurrencen, som spillere, tilskuere og medbragte heppekor i løbet af dagen kunne deltage i med håbet om at vinde nogle af de mange lækre præmier fra Würth og sponsorerne – blandt andet et komplet spillersæt fra PUMA til et helt fodboldhold, masser af motorolie fra Statoil og værktøj fra Würth.

Samarbejde til succes
Med stærke sponsorer som PUMA, Statoil, Ekstra Bladet, NOVA fm samt Carlsberg, KIMs og Merrild, der sørgede for forplejning i løbet af dagen, gennemførte Würth det store arrangement, gav deltagerne en uforglemmelig oplevelse og gjorde Håndværker DM i bordfodbold til en bragende succes.

Hjem til kampen
Dagen blev fløjtet af lige tidsnok til, at de spillere, der kom langvejs fra, kunne nå hjem til kampen mellem Danmark og Holland, mens vinderne kan se frem til den forhåbentlig spændende kamp mellem Danmark og Tyskland i Lviv på søndag, som vi andre spændt kan følge på skærmen.

Würth Danmark A/S
Montagevej 6
6000 Kolding
Kolding Kommune
Danmark
CVR nummer: DK12561113
P nummer: 1002925398

Send til en kollega

0.047