Hjælp – jeg skal bruge en billig elbil med lang rækkevidde
Biltorvets redaktør overvejer, om det er nu, han skal købe elbil. MEN han har flere krav – bilen skal kunne køre 500 kilometer på en opladning, den skal være så billig som muligt, OG have plads til hele familien. Mon den perfekte bil findes derude?
Det her bliver måske en smule navlepillende, for jeg har en række personlige overvejelser, som jeg her vil forsøge at krænge ud over resten af nationen. Håbet er, at du har nogle af de samme overvejelser, så lad os sammen forsøge at blive klogere.
Derhjemme har jeg en dejlig, men gammel, dieseldreven BMW 5-serie stationcar. Den har partikelfilter, så jeg er ikke tvunget til at skifte den ud, men regningerne bliver nok ikke færre, og de høje dieselpriser er endnu et argument for at kigge sig om efter et elektrisk alternativ.
Tysk køreglæde - brugttest af BMW 520d
Men jeg har nogle meget specifikke krav. På den daglige pendlertur er rækkevidde ikke noget problem. Jeg er heller ikke bekymret for at kunne lade, selvom jeg bor i lejlighed i byen. Men jeg har et sommerhus 230 kilometer oppe i Sverige, og når det bliver søndag aften efter en hel weekend med brændeflækkeri, så skal man bare hjem. Også selvom det er frostgrader. For jeg nægter at være afhængig af at skulle lade på vejen hjem med to sovende børn og en truende mandag, der kommer tættere og tættere på. Så mit krav til elbilen er, at den skal kunne køre 500 kilometer på en opladning.
Kravene stopper ikke der. Jeg er jo vant til at køre godt, og jeg har brug for meget plads, så bilen skal være stor nok til to børn i barnesæder, en stor hund og oppakning til hele familien. Og så måske det vigtigste – den skal være billig. Jeg har normalt det princip, at jeg køber biler kontant, men jeg bliver nok nødt til at indse, at en elbil skal finansieres, fordi den er så ny. Til gengæld forventer jeg, den bliver billigere i både vedligehold, grøn ejerafgift og strøm.