Turen går til Slagelse den 13. juni og Holbæk den 14. juni.
UNGDOM
Flere unge auto-elever udfordres i denne uge af DASU, Metal og Motor-magasinet. Dennegang skal der køres stærkt på de tekniske skoler i Slagelse og Holbæk den 13. og 14. juni.
Den nye, forbedrede sæson af Metal Rally 2012 fik en flot start, da løbsserien blev skudt i gang på auto-skolerne i Odense, Tønder og Aabenraa i marts i to nye, sorte Peugeot 206, og siden gik turen om Kolding, Silkeborg og Århus i maj.
I dag den 13. juni foregår Metal Rally på Selandia Slagelse fra kl. 14, og i morgen den 14. juni på EUC Nordvest fra kl. 12.30. Det sker på køreteknisk anlæg i Audebo - Audebo Skolevej 3.
Hovedformålet med Metal Rally roadshow-konceptet er at forsøge at gøre en indsats for at forbedre trafiksikkerheden ved at vise målgruppen et alternativ til at køre race på gaderne - nemlig at køre organiseret motorsport, herunder at tydeliggøre, at motorsport ikke er en uoverskuelig og uopnåelig sportsgren, og at alle kan være med - selv for et lille budget.
Konceptet er, at Metal Rally turnerer rundt på landets tekniske skoler, primært med autoelever, i samarbejde med Dansk Metal og den lokale motorklub.
Motor-magasinet følger i år Metal Rally 2012 tæt som projektets mediepartner blandt andet med det formål at komme i kontakt med fremtidens læsere af autobranchens uafhængige fagblad via blandt andet samtale og konkurrencer.
Efter sommerferien fortsætter turen til Skjern, Nørresundby og Randers den 14., 15. og 16. august.