Den i autobranchen så omstridte værkstedsportal, Autobutler.dk, er efter knap to år på markedet nu indstillet til E-handelsprisen. E-handelsprisen sætter fokus på succeserne inden for dansk e-handel og hædrer de virksomheder, der gør det bedst og viser vejen.
- Flere og flere søger information på internettet og søger rimelige priser og gennemsigtighed. Og det er dét, vi er gået ind i den her branche med. Vores vision er at bruge internettet til at skabe gennemsigtighed i en ellers uigennemsigtig branche som bilbranchen, siger Peter Ziegler, partner og medstifter af autobutler.dk, i dette interview på JP Radio - Erhvervsmagasinet (tryk på højttaler-ikonet ved siden af artiklen).
Det er interesseorganisationen Foreningen for Distance- og Internethandel, der uddeler E-handelsprisen, og et udvalg bestående af 65 eksperter inden for e-handel der har indstillet de nominerede virksomheder. E-handelsprisen uddeles den 24. maj.