23948sdkhjf

Ingen penge til elbiler i finanslovsforslag

Regeringen vil ikke fastfryse registreringsafgiften for elbiler i 2021. Dermed stiger afgiften på elbiler til 65 procent i til næste år. AutoBranchen Danmark frygter, at det vil underminere salget af elbiler.

FINANSLOV Finansminister Nicolai Wammen (S) fremsatte mandag kl. 12 regeringens udspil til årets finanslov – også kendt som Danmarks husholdningsbudget. Og den er dårlig nyt for salget af elbiler.

Regeringen lægger op til, at registreringsafgiften for elbiler stiger fra 20 til 65 procent næste år. Tilsvarende vil bundfradraget, der sikrer, at elbiler under 400.000 kr. ikke betaler registreringsafgift, også blive afskaffet, så registreringsafgiften på elbiler under 400.000 kr. nu vil gå fra 0 til 65 procent efter nytår.

AutoBranchen Danmarks adm. direktør, Gitte Seeberg, er stærkt kritisk over for regeringens manglende ambitioner på det grønne område. Salget af elbiler vil gå i stå i kølvandet på finanslovsforslaget, mener hun.

- Det flotte salg af elbiler hver måned kan kun lade sig gøre på grund af den lave registreringsafgift. Elbilerne er dyrere at producere end benzin- og dieselbiler. Det er derfor helt nødvendigt, at de ikke bliver pålagt den høje registreringsafgift. Hvis regeringens finanslovsforslag gennemføres, vil salget bremse kraftigt op. I dag er vi trådt et langt skridt væk fra den grønne omstilling, siger Gitte Seeberg.

Regeringen vil heller ikke forlænge den grønne firmabilsbeskatning, der er en hjørnesten for at skabe det marked af brugte elbiler, der stort set ikke eksisterer i dag. Det er et kritisk punkt for udbredelsen af elbiler, mener AutoBranchen Danmark..

- Elbiler har brug for politisk starthjælp i de kommende år, før flertallet af danskerne er villige til at betale regningen for en grøn bil. Når regeringen både vil hæve registreringsafgiften og afskaffer den grønne firmabilsbeskatning, vil det betyde langt færre elbiler på de danske veje. Til gengæld er det positivt, at regeringen foreslår at forlænge afgiftsfritagelsen af strøm til elbiler, siger Gitte Seeberg.

Regeringens finanslovsforslag er dog kun et udspil, der skal forhandles på plads med Folketingets øvrige partier. Og her kan det imødeses, at flere af regeringens støttepartier vil kræve et større grønt aftryk på finansloven – herunder på elbiler.

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.157