23948sdkhjf

Verdens lak-elite i Silkeborg som optakt til VM

14 af verdens dygtigste unge i autolakerer-faget dystede for at træne og konkurrere mod hinanden op til WorldSkills i oktober.
LAKDYST Der blev talt japansk, kinesisk og otte andre sprog i en hektisk atmosfære, da Teknisk Skole Silkeborg tirsdag og onsdag sydede af international aktivitet i lak-afdelingen. Her havde ledelsen taget initiativ til to kombinerede trænings- og konkurrencedage som optakt til verdensmesterskaberne - WorldSkills 2017 - der finder sted til oktober i Abu Dhabi, og hvor 21-årige danske Mads Pallisgaard deltager.

- Via vores Skills online forum sendte vi en invitation ud til de nationer, som plejer at stille op til WorldSkills, og vi er meget glade, imponerede og ikke mindst overraskede over den store tilslutning med deltagere så langvejs fra som Kina, Japan, Thailand og Brasilien. Vi møder stor faglig anerkendelse her i Silkeborg, trods vores lidt gamle rammer - men udstyret her er tip top i orden, siger faglærer og WorldSkills-dommer Jens Søndergaard Hansen, TSS. Han og amerikanske Rodney Bolton arrangerer autolakerernes store WorldSkills i Abu Dhabi, hvor 28 nationer ventes at deltage. Jens Søndergaard Hansen og afdelingschef Jesper Falkenberg roser de sponsorerende leverandører, hvoraf Norton og 3M havde righoldige produktstandere til deltagerne.

Blandt de 14 deltagere i Silkeborg-træningen i denne uge deltog også unge fra Frankrig, England, Tyskland, Finland, Norge, Sverige - flere med 4-5 mand store delegationer med trænere og coaches. Sværhedsgraden i opgaverne lignede det, de unge kombattanter vil møde til VM, når de genser hinanden senere på året omkring opgaver som farvetilpasning, våd-i-vådlakering og dekorationsopgaver.

Muligvis bliver der endnu en træningssession i Storbritannien og i Kina for både lak og karrosseri, som både Mads Pallisgaard og karrosseri-deltager Nichlas Thomsen skal med til.

Skills skal få flere unges øjne op for de spændende og udfordrende autofag, der kan give arbejde i hele verden. Samt vise automestre dygtige og engagerede elever, så værkstederne får lyst til at tage flere lærlinge, som der er stort behov for.

50 nationer deltager ved WorldSkills
Danmark stiller med et landshold på 15 unge håndværkere til dette års WorldSkills, heriblandt Mads Pallisgaard Holm Teknisk Skole Silkeborg/3N Lakering - Lakeksperten Thisted, Nichlas Rosenkilde Thomsen, Teknisk Skole Silkeborg/Volkswagen Herning (karrosseri) og Mathias Fristrup Krogshave TechCollege/PJ Auto i Vadum (personvognsmekaniker) . Typisk deltager 1200 unge fra over 50 nationer, og der dystes i op mod 60 forskellig fag. Deltagerne må ikke fylde 23 år i konkurrenceåret.

Sponsorer: Langsigtet gevinst
Både leverandørerne BASF og SATA, af henholdsvis Glasurit lak og sprøjteudstyr, havde tyske salgschefer til stede under Skills-træningen.
Andreas Jansen og Jörn Stöver var enige om, at det er vigtigt at støtte op om uddannelse.
- Vi vil gerne give de unge føling med vores produkter og vise, at vi kan matche de opgaver, der bliver stillet. Disse unge bliver formentlig ledere en gang og kan dermed bestemme indkøb, så i den forbindelse er vores investering i Skills langsigtet, sagde Andreas Jansen, der første gang støttede WorldSkills i Brasilien i 2015.
- Det er en del af vores DNA at støtte uddannelse og opnå større professionalisme i branchen, som vi har gjort ved Skills i nu 15 år. Her viser vi vores bedste værktøj for verdens bedste unge autolakerere, sagde Jörn Stöver.




























































































Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172