23948sdkhjf

Autocenter med sømmet i bund

Kunderne strømmer til Autobranchens Udviklingscenter på EUC Nord i Frederikshavn.
UDDANNELSE - Kan du ikke blive andet, så kan du altid blive mekaniker, min dreng.

Sådan lød det engang for snart længe siden, men det alfaderlige råd holder ikke i dag. Ikke en meter.

Det kan de snakke med om på Autobranchens Udviklingscenter på EUC Nord i Frederikshavn.

Her er der stadig længere mellem skruenøgler og olierede fingre, mens computeren og avanceret elektronisk udstyr og telefonbogstykke manualer fylder mere og mere.

Udviklingscentret på Hånbækvej i Frederikshavn er Danmarks største af sin slags, og de seneste år er tusindvis af kursister strømmet til Frederikshavn for at holde sig opdateret. Og der er fart på. Udviklingen i autobranchen kører med samme tophastighed som de Jaguarbiler, der forleden blev testet af mekanikere, værkførere og indehavere fra det meste af Skandinavien.

Konstant behov for ny viden

- Vi har kursister fra Danmark, Sverige, Norge, Færøerne og Grønland og gennemfører omkring 200 kurser om året, fortæller faglærer Peter Jakobsen, en af de 10 medarbejdere, der er tilknyttet Autobranchens Udviklingscenter.

Medarbejderne bliver selv efteruddannet løbende for hele tiden at kunne matche behovet for viden i de stadigt mere specialiserede biler, en udvikling, der accelererer fra 1-100 km/t på få sekunder.

- Vi besøger de forskellige fabrikkers træningscentre i blandt andet Holland, Frankrig, England og Tyskland afhængigt af hvilke mærker, det er, så vi kan holde os ajour med udviklingen. Det er meget learning by doing, siger Peter Jakobsen. Han er certificeret til at gennemføre kurserne for Jaguar, Landrover og Range Rovers forhandlere som den eneste underviser i Skandinavien på dette niveau.

Al undervisning foregår på engelsk.

El- og førerløse biler

Forleden var bilhallen fyldt op med dyre Jaguar, Range Rovers og Landrovers - samt de sidst nye hybridbiler fra Citroen.

For selv om markedet for elbiler lige nu har taget en katastrofeopbremsning på grund af det danske afgiftssystem, er det fremtiden. Sammen med selvkørende biler, der om få år formentlig vil være et dagligt syn på de danske veje.

- Det skal vi være gearet til, for det vil helt sikkert have en stor psykologisk effekt, siger Jens Gjødsbøl, der er uddannelseschef og koordinator på metal- og transportafdelingen på EUC Nord.

Han oplever, hvordan mekanikerens profil har ændret sig markant på få år.

- De unge mennesker, der søger ind på uddannelsen, skal være lige dele bogligt og praktisk begavede. Der bliver mere og mere it-baseret måleudstyr og mindre skruearbejde, så brobygningen mellem os og folkeskolens ældste klasser er vigtig, siger uddannelseschefen.

Kurserne på autoområdet varer typisk tre dage. Det svarer til behovet for korte, koncentrerede kurser, der tager hensyn til den tid, som et mindre værksted maksimalt kan undvære en medarbejder, men udviklingscentret gennemfører også kurser på én, to, fire eller fem dage for omkring i alt cirka 1800 kursister om året.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.224