23948sdkhjf

Chok-rokade hos autogrossist

Se her, hvem der efterfølger Michael Juul Hansen som direktør for FTZ.
LEDELSE Danmarks største grossist inden for autobranchen, FTZ Autodele & Værktøj A/S, får ny adm. direktør den 1. marts 2017.

FTZ’s ejer - den tyske leverandør af autodele, Hella - meddelte således den 1. februar, at den nuværende adm. direktør Michael Juul Hansen vil blive efterfulgt af Sven Kristensen.

50-årige Sven Kristensen har mange års erfaring inden for branchen og har senest været adm. direktør for Autohuset Vestergaard A/S. Tidligere har han arbejdet for Würth Danmark A/S i 23 år, heraf de sidste tre år som adm. direktør.

- Med Sven Kristensen har vi fundet en ny leder med en stærk kommerciel og teknisk profil, der kan videreføre virksomhedens positive udvikling i fremtiden, siger Dominik Görts, der er FTZ’s bestyrelsesformand og medlem af direktionen for Aftermarket og Special Applications hos Hella, ifølge en pressemeddelelse.

- Han har den perfekte baggrund til at videreføre FTZ’s tætte samarbejde med kunder og tage hånd om den stigende konkurrence og de digitale udfordringer inden for branchen, tilføjer bestyrelsesformanden.

Tak til Michael Juul
Dominik Görts ønsker også at takke den nuværende adm. direktør, 50-årige Michael Juul Hansen, for hans store indsats og det gode samarbejde i årenes løb:

- Michael Juul Hansen har i mere end ti år formet virksomheden og aktivt bidraget til FTZ’s enestående udvikling, især i sine sidste tre år som adm. direktør. Vi er taknemmelige for hans store engagement i virksomheden og ønsker ham alt det bedste i sit fremtidige virke, udtaler formanden.

Bliver direktør for Triscan
Efter 14 år hos FTZ har Michael Juul Hansen ønsket nye udfordringer og bliver ny adm. direktør for og medejer af Triscan A/S i Aarhus fra 1. maj 2017. Den overlappende periode på to måneder vil sikre en grundig overdragelse af opgaverne.

Sjovt nok tog den tidligere FTZ-topchef, Jens Sørensen, sammen tur, da han stoppede som FTZ-direktør i 2015, idet han skiftede til direktør og medejer af Triscan. Det sluttede imidlertid otte måneder efter - i september 2015 - da Jens Sørensen fratrådte. Jens Sørensen driver i dag The Wide View og er rådgiver for blandt andre T. Hansen Gruppen (herunder AD Danmark).

FTZ er Danmarks største autogrossist med 52 afdelinger og omkring 1140 medarbejdere i Danmark og på Færøerne. Virksomhedens årlige omsætning er på mere end 2,2 milliarder kroner.

Glæde hos Triscan i Aarhus

Efter en lang og succesfuld periode hos FTZ – de seneste tre år som topchef – har Michael Juul Hansen nu besluttet at takke ja til nye udfordringer pr. 1. maj 2017. Når Michael Juul Hansen afløser John Iversen, bliver han medejer af selskabet. John Iversen bevarer fortsat aktiemajoriteten og selskabets øvrige aktionærer, Bente Jørgensen, Morten Hallum, Steen Ray Pedersen og Jørgen Grand, beholder deres aktieposter.

- Vi glæder os til, at Michael Juul Hansenovertager ansvaret for Triscan a/s og har store forventninger til den videre udvikling, hvor en fordobling af lagerkapaciteten i Tyskland er det seneste af en række europæiske projekter, udtaler John Iversen.

- Michael Juul Hansens succesfulde karriere, med solid erfaring fra det frie eftermarked, vil få stor betydning for Triscans fremtidige udvikling. Michael Juul Hansenhar et særdeles godt kendskab til markedet og mange af Triscans nøglekunder i Danmark og i resten af Europa, fortsætter han.

I forbindelse med direktørskiftet afløser John Iversen, Bente Jørgensen som bestyrelsesformand for selskabet.
- Med Michael Juul Hansens tiltræden får jeg sideløbende med bestyrelsesarbejdet mulighed for at intensivere arbejdet med mindre iværksættervirksomheder, siger John Iversen.

Direktørskiftet kommer efter at det i et stykke tid har været John Iversens ønske at give stafetten videre til en afløser, der kommer til at stå i spidsen for en ifølge Iversen stærk og solid virksomhed med stort europæisk potentiale.

- Jeg glæder mig rigtig meget til de nye udfordringer hos Triscan, hvor jeg får mulighed for at arbejde bredt og internationalt i branchen, udtaler Michael Juul Hansen og fortsætter:
- Triscan opererer i et konkurrencepræget marked. Triscan-teamet er utrolig kompetent, og jeg ser frem til at være med til at videreudvikle selskabet i såvel Danmark som i Europa. Jeg drives og motiveres af vækst, og Triscan har en særdeles sund platform med et fortsat stort vækstpotentiale. Dette sammenholdt med muligheden for medejerskab, har været udslagsgivende for mit skifte, siger Michael Juul Hansen.

Michael Juul Hansen har oprindeligt en baggrund fra den finansielle sektor, hvor han er udlært i Jyske Bank. Efter ti års bankarbejde med særligt fokus på investeringsrådgivning, stiftede han i perioden 1995-2000 indgående kendskab til autobranchen i Woodchester Credit Lyonnais / GE Capital. Dengang var selskabet førende i Danmark på bilfinansiering gennem bilforhandlere og bilimportører. I GE sluttede Michael Juul Hansen som afdelingsdirektør med ansvar for finansieringssamarbejdet med bilimportselskaberne i Nic. Christiansen gruppen i Kolding. Og netop her forsatte karrieren som salgschef hos Hyundai Bil Import i 3,5 år. I 2003 blev biler erstattet med reservedele til eftermarkedet, idet Michael Juul Hansen i foråret 2003 startede som direktør for værkstedskæden AutoMester (en del af FTZ), hvorefter han i efteråret 2006 rykkede ind i FTZ-direktionen som vicedirektør og nu, efter tre år som adm. direktør, forlader FTZ efter at han har fået sin efterfølger præsenteret i FTZ organisationen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.097