23948sdkhjf

Prøv bilen på telefonen i 3D før køb

BMW-kunder kan prøve bil i Augmented Reality med en app udviklet i samarbejde med Google og Accenture.
FREMTID Som det første bilmærke tilbyder BMW nu i samarbejde med Google og Accenture, at kunder på mobilen kan opleve deres nye bil med skræddersyede designvalg i fuld størrelse gennem Augmented Reality.

Fremtidige købere af BMWi, der er BMWs produktlinje for el- og hybridbiler, kan nu få en interaktiv 3D Augmented Reality-oplevelse af forskellige farve- og interiørvalg inden et køb.

Løsningen er baseret på Googles Augmented Reality-platform kaldet Tango. Selve løsningen og app’en BMWi Visualiser er udviklet af konsulent- og teknologivirksomheden Accenture og kører foreløbig som et pilotprojekt hos udvalgte forhandlere på større markeder.

Foreløbig kan kunderne bruge løsningen på Tango-parate mobile enheder til at finde deres ideelle farve-, interiør- og designkombinationer for henholdsvis i3- og i8-modellerne.

- Augmented Reality sætter BMW i stand til at nytænke den måde, bilkøbere kan opleve og vælge specifikationerne på deres nye bil gennem den nyeste teknologi for at skabe en positiv og underholdende oplevelse, der kan foregå hvor som helst og deles med andre. BMWs brug af Augmented Reality og dens integrering med forhandlerne og eksisterende konfigurationsværkstøjer hjælper med at skabe den multikanal-oplevelse, som forbrugerne i stigende grad efterspørger, forklarer Christian Dam, der er adm. direktør for Accenture Interactive i Danmark.

BMWi Visualiser giver kunderne en helt ny og interaktiv mulighed for at opleve bilen. Ved hjælp af en mobiltelefon eller tablet kan kunden eller forhandleren se bilen, gå rundt om den - og vælge mellem forskellige farve- og designmuligheder. Dørene kan åbnes, lyset tændes - og kunden kan endda gå ind i bilen og tænde for radioen og skifte mellem forskellige muligheder for interiør og instrumentpanel.

Idéen bag Googles Tango-teknologi er at kombinere 3D-kortlægning af omgivelser og registrering af objekter i en virtuel verden og at gøre teknologien og oplevelsen bredt tilgængelig.

Deling af oplevelsen

BMWi Visualiser er baseret på den nyeste teknologi inden for blandt andet gengivelse af rumlighed, billedbehandling og sensorer, og det har været et mål at gøre brugeroplevelsen så enkel og intuitiv som mulig. Og når kunden er færdig med visualiseringen af sin nye bil, kan resultatet let gemmes og deles med andre, inklusive BMW-forhandlere via sociale medier, e-mail eller QR-kode.

- Vores biler vækker følelser og for at opnå den oplevelse, er man nødt til at se og røre bilerne. I situationer, hvor den ønskede bil ikke er tilgængelig på stedet, så er visualiseringen den bedste løsning. I vores indledende test af løsningen oplevede vi, at testpersonerne dukkede sig, når de skulle stige ind i bilen, som om der faktisk var et tag, som de kunne støde hovedet ind i. Præcis denne virkelighedsnære oplevelse giver vores kunder en ekstra værdi, fortæller Andrea Castronovo, BMW Group Vice President for salg, strategi og fremtidig retail.

Når pilotprojektet er gennemført, er planen at tilbyde app’en via Google Play, så kunder med Tango-parate telefoner eller tablets kan downloade den og benytte den, præcis hvor og hvornår de ønsker.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172