23948sdkhjf

Ungt autoværksted: Sammen er vi stærke

Kammeraterne Anders og Anders har kun oplevet fremgang, siden de åbnede eget værksted.
PARLØB Anders Rye og Anders Winther er begge 29 år gamle, og de har begge fingeren på pulsen, når det handler om den daglige drift af AA Autoservice på Skovdalsvej i Odder.

- Vi deler om alle opgaverne. For eksempel går det på skift at sidde på kontoret og lave bogføring, forklarer de to venner, som kun har oplevet fremgang, siden de tog beslutningen og blev selvstændige for nu to år siden.

- I stedet for at stå alene var det en klar fordel, at vi lige fra begyndelsen var to om at træffe de nødvendige beslutninger, fortæller de to, som altid har drømt om at få deres eget værksted. Muligheden opstod, da Nellemann lukkede sin afdeling i Odder, og en større kundekreds med Ford og Kia pludselig manglede et sted at få deres biler repareret.

- Det skal være nu og ikke om et halvt år, var Anders og Anders den gang enige om. Hurtigt fik de fundet de ledige lokaler, og med både juridisk og praktisk hjælp fra reservedelsfirmaet FTZ’s afdeling i Odder fik de også hurtigt et værksted indrettet med alt udstyr til fornuftige priser, og undervejs er der også blevet råd til at ansætte Emil Skals som lærling.

Ens eget

- Alt det med regnskab og budgetter anede vi ikke noget om, indrømmer de to, som til gengæld ved alt om at yde service og reparere biler af alle slags mærker. Lige fra første dag har der været travlt.

- Vi fik en god kundekreds lige fra begyndelsen, og vi står aldrig og kigger. Selvfølgelig bruger vi mange timer, men vi hænger os ikke i klokken, for det er sjovere, når det er ens eget. Vi har selv den direkte kontakt med kunderne og glæder os, hver gang vi får ros, fortæller de to gange Anders.

Din Bilpartner

Egentlig havde de ikke tænkt sig, at de skulle tilslutte sig en af de etablerede værkstedskæder, men i dag ser de en stor fordel i, at de er medlem af Din Bilpartner.

- Det giver både kunderne og os en tryghed, for gennem kæden deltager vi i kurser om ledelse og autoteknik, ligesom vi får kontrolleret alt vort udstyr af Teknologisk Institut én gang om året. Desuden er vi en del af Din Bilpartners landsdækkende reklame både på tv og i andre medier, forklarer Anders Rye og Anders Winther.

Når det handler om den økonomiske side af sagen kommer de store smil også frem.

- Det er længe siden, vi er kommet på den rigtige side, så vi nu også kan sige, at vi får en ordentlig løn. I det hele taget er det gået meget bedre, end vi havde turdet håbe på, glæder de to kammerater sig over.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14