23948sdkhjf

Fuld fart på digitaliseringen

Bilbranchen kritiseres ofte for at være bagud i forhold til digitaliseringen. Jan Lang fra Bilbasen/Bilinfo er direkte uenig, skriver han i dette indlæg.
UDVIKLING Listen af deltagere til Den Digitale Forhandler 2016 afslører en bred interesse for de digitale muligheder. Over halvdelen af deltagerne var forhandlere, men marketingfolk, it-ansvarlige, biløkonomer og andre branchepersonligheder deltog også.

Der er en massiv interesse for de muligheder, som nye digitaliseringssystemer giver vores branche, og det handler ikke kun om salg og marketing, men også administration og hjælp til at gøre den travle dagligdag nemmere.

I forbindelse for forberedelserne til Den Digitale Forhandler gennemgik vi 150 forhandlerhjemmesider, og vi kan konstatere, at mange forhandlere udnytter de muligheder, som vores talere på konferencen beskrev i deres oplæg. Det handler om en varieret vifte af forhandlere lige fra Byskov Biler og Lindholm Biler, der har fokus på brugte biler, til Via Biler og Andersen & Martini, der er nybilforretninger. De er fyrtårne i at gribe mulighederne for markedsføring og kundekontakt, men mange andre forhandlere er også godt i gang.

BILBRANCHEN KRITISERES OFTE for at være for gammeldags og ikke åbne for digitaliseringen. Dét er jeg ikke enig i. Tag nu bare brugen af data. I forbindelse med udviklingen af det nye Bilinfo har vi modtaget input fra en lang række forhandlere, og de har blandt mange ting haft fokus på at få leveret data, så de kan styre processerne i deres forretning bedre.

Det handler om at have mulighed for at købe rigtigt ind til forretningens lagerbeholdning af biler. Det handler om at kunne styre omkostningerne mest effektivt, og det handler generelt om at have så fleksibel en forretning som muligt. Jeg har altid ment, at bilbranchen er uhyre dynamisk, fordi man skal være parat til at reagere hurtigt på forandringer. Med brugen af data bliver vi endnu bedre til at forudsige de forandringer, som hele tiden finder sted.

ET ANDET GODT EKSEMPEL på branchens appetit på at omfavne nye muligheder hænger tæt sammen med data og salg. Det handler om kunderelationer. Vi samarbejder jo med Easir om at tilbyde et velfungerende system til at styre og få nytte af de tætte relationer, der er mellem forhandler og bilkøberne. Men der er mange andre, der også tilbyder systemer, og jeg kan se, at uanset om man bruger vores løsning eller andres, så bliver den del af forretningen også digitaliseret i øjeblikket.

Udviklingen inden for markedsføring, indkøb og kunderelationer er tre konkrete eksempler på, at bilbranchen er alt andet end sløv i optrækket i forhold til digitalisering, og den gode nyhed er, at jeg kunne nævne en række andre områder, hvor udviklingen sker med hastige skridt.

Jan Lang, PR-ansvarlig for BilBasen og Bilinfo

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126