23948sdkhjf

Leder: Den rigtige Skillning endelig udredt

MOTOR-MAGASINET MENER: Den ugentlige leder fra autobranchens uafhængige fagblad.
DET HAR GENNEM FLERE ÅR været nedslående for besøgende fra autobranchen ved Skills-håndværkskonkurrencerne at se, at lak- og karrosseridelen ”kun” har været opvisningsfag. Alt i mens personvognsmekanikerne og øvrige metalfag, sammen med frisører, bagere og murere, har udfoldet sig som rigtige konkurrencefag. Det har givet en smag i munden af, at uddannelsen til autolakerer og karrosserismed ikke rigtig var noget ved musikken. Nuvel, alting handler om økonomi og penge. Så det har i mange år heddet sig, at der ikke kunne skaffes økonomi til også at gøre lak- og karrosseridelen til konkurrencefag. Det ser ud til nu at være lykkedes – heldigvis.

EFTER FLERE MÅNEDERS konstruktiv dialog mellem Industriens Uddannelser og Teknisk Skole Silkeborg er det lykkedes at få karrosseriteknikere og autolakerere med blandt de fag, som Industriens Uddannelser stiller op med som konkurrencefag til DM i Skills i 2017. Det vil give stor eksponering over for de mange tusinde unge fra især folkeskolernes afgangsklasser og deres forældre, som hvert år besøger Danmarks største uddannelsesevent. I 2015 var besøgstallet oppe over 60.000. Konkurrencen afholdes 26.-28. januar 2017 i Gigantium i Aalborg.

BÅDE UDDANNELSEN TIL karrosseritekniker og autolakerer oplever meget lav søgning i forhold til efterspørgslen efter færdiguddannede svende. Kun 16 elever bøjer jern på grundforløb 2 på landsplan. Og lak-forløbet oplever traditionelt stort frafald. Så det kan næsten ikke gå for hurtigt med at få fundet de praktiske løsninger omkring de problematiske malerkabiner til Skills. Vi håber dermed, at såvel kraftigere markedsføring, og den netop politisk skærpede gymnasiereform, vil give øget søgning til de to erhvervsuddannelser, så landets værksteder ikke kommer til at opleve mangel på arbejdskraft. Hørte vi nogen sige ”hvad med WorldSkills?” – når pungen er fremme, var det måske muligt også at planlægge deltagelse i den store udenlandske håndværkskonkurrence. Det vil yderligere kunne sætte fokus på vores dygtige danske auto-håndværkere.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111