23948sdkhjf

Stop som mærkeværksted gav sorte tal på bundlinjen

Skorstensgaard-konceptet har givet Auto House i Ballerup som frit værksted så massiv kundetilgang, at man har startet et nathold i eksplosiv vækst.
OMLÆGNING Da Auto House i Ballerup i midten af 2014 brød med importøren af VW, Skoda og Seat, frygtede ejeren Michael Pedersen, at tilgangen af nye kunder ville falde markant.

- De udgifter, vi havde til importøren for at drive et mellemstort VW-værksted, gjorde det meget svært for os at konkurrere på et frit marked. På trods af at vi havde skåret alt det overflødige væk, og havde fuld belægning på vores seks mekanikere, så balancerede vi hele tiden med røde tal på bundlinjen. Så jeg gik i gang med at finde et nyt værkstedskoncept, der kunne sikre os omsætning, fortæller Michael Pedersen.

Det fandt han i konceptet fra jyske Skorstensgaard, der blev implementeret i halvdelen af huset på matriklen i Ballerup. Et toptunet koncept med et markedsføringsbudget på en million kroner årligt blev kørt i stilling, og så kom der gang i forretningen. Skorstensgaard markedsfører sig med ”tyske værkstedspriser” og kvalitetsarbejde 20-40 procent under mærkeværkstedernes.

- I afslutningen af 2014 og hele 2015 har vi oplevet en så massiv tilgang af kunder, at vores seks mekanikere med jævne mellemrum fik en ekstra kollega. Det fjernede fuldstændigt medarbejdernes usikkerhed, som naturligt fulgte i kølvandet så store forandringer, siger Michael Pedersen.

Nathold en kundesucces

Tilgangen af nye kunder har været så stor, at værkstedet blev nødt til at starte et nathold for at nedbringe det stigende pres på booking-kalenderen og mangel på parkeringsplads. Siden Skorstensgaard-konceptet blev indført, er de seks mand på gulvet vokset til 16. De tre af dem udgør natholdet, men den eksplosive vækst på natholdet gør, at Michael Pedersen forventer, at det er lige så stort som dagholdet i 2018.

- Jeg kan notere mig, at mennesker fra hele hovedstadsområdet synes godt om muligheden for at få lavet bilen, mens de sover og så hente den næste morgen på vej til arbejde, siger Michael Pedersen.

To koncepter i huset

Nu hvor første regnskabsår som uafhængig er gjort op, kan Michael Pedersen konstatere, at hans frygt fra lige efter bruddet med importøren er gjort til skamme.

- Vi er et levende eksempel på, at et brud med en bilimportør ikke behøver være en udfordring men snarere er en vækstmulighed. Efter bruddet sadlede vi helt om. Skorstensgaard-konceptet satte ekstra turbo på vores forretning i form af massiv markedsføring, og vi fik også optimeret arbejdsgangene. De driftsværktøjer, som jeg har fået stillet til rådighed gennem Skorstensgaard, har været uvurderlige i forhold til at få optimeret driften. Samtidig holdt vi fast i vores gamle koncept, så vi forsat kunne betjene vores eksisterende kunder med biler fra VW, Audi, Skoda og Seat med daglig leverance af originale reservedele direkte fra Tyskland, siger Michael Pedersen. Han er meget tilfreds med konstellationen med to værkstedskoncepter under samme tag.

- Auto House og Skorstensgaard er efter min mening et perfekt match, selvom de på papiret er konkurrenter. Koncepterne er meget forskellige, og på den måde henvender det sig til et bredt spektrum af kunder, siger Michael Pedersen.

Sådan fungerer natholdet
Seks mekanikere og seks liftpladser er på få år blevet til 16 mekanikere og 17 liftpladser hos Auto House Ballerup – ikke mindst på grund af det efterspurgte nathold. Dagholdet forlader værkstedet klokken 17.00, og klokken 21.30 kommer der så igen gang i liftene, når natholdet rykker ind. Kunderne til nat-reparation eller service indleverer bilen senest klokken 17.00 og får en lånebil indtil afhentning af egen bil morgenen efter mellem klokken 6.00 og 8.00.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156