23948sdkhjf

Gandrup kørte sin Alfa til niendepladsen i ”Monte”

Toni Hansen i Audi og Søren Bunk i Porsche havde uheld på sidste specialetape i Rallye Monte-Carlo Historique.
VINTAGE-RALLY Far og søn-holdet Jens Gandrup Jørgensen (Odense) og Kristian Flensbak Jørgensen (Aarhus) leverede en fremragende indsats i årets udgave af Rallye Monte-Carlo Historique, da de på løbets sidste hårde etape, ”De lange knives nat”, kørte sig frem fra 23. pladsen til en slutplacering som nummer ni og blev onsdag morgen bedste danske og nordiske hold i deres Alfa Romeo Alfetta GTV fra 1977.

De hidtil bedst placerede danskere Toni Hansen (Horsens) og Per Brodersen (Lem) kørte optimistisk ud på natetapen i deres Audi 80 GLE fra 1979, men på den ene specialetape havde de problemer med nøjagtigheden på deres triptæller, og på den sidste etape havde de et mindre møde med en mur, hvad der også kostede tid. De faldt således tilbage fra en placering som nr. 12 til 46.

Debutanterne Søren Bunk (Skanderborg) og Jakob Knudsen (Skanderborg) har kørt fremragende i ”Monte” i deres Porsche 911 SC fra 1979, men de måtte også ind en mur, og efter at have været ud af bilen og trække en krøllet skærm fri, måtte de nøjes med en slutplacering som nr. 99. Til trods for uheldet kørte de sig dog to pladser op i nattens løb og kom i top-100. Det siger noget om, hvor hårdt der blev kørt, og hvor mange, der bulede biler på de smalle bergveje i de martime Alper nord for Monaco.

Alfa Romeo-mandskabet havde et nærmest perfekt Rallye Monte-Carlo Historique:

- Det var besynderligt at køre ”Monte” uden sne. Jeg vidste, det ville være svært at gentage sidste års tiendeplads, men vi blev nr. 9. Havde der været sne, kunne vi have gjort det endnu bedre, så det satser vi på til næste år, sagde Jens Gandrup ved målet midt på Formel 1-banen i Monaco.

Hans codriver og søn Kristian Flensbak supplerer:

- Vi kunne mærke tidligt, at dette løb ville blive afgjort sidste nat, men jeg havde ikke regnet med, at vi kunne rykke så mange placeringer op. Alt klappede for os, og vi havde fine resultater på begge nattens prøver, så vi rykkede længere frem, end jeg havde jeg turdet håbe på.

For Audi-mandskabet Toni Hansen og Per Brodersen blev dette års løb en gigantisk skuffelse. De lå længe til en topplacering, men fik kun held med hjem:

- Vi håber bare, at der kommer is og sne, når vi stiller op næste gang i 2017, var Toni Hansens kommentar

- Det er det mest forfærdelige ”Monte”, jeg har kørt. Vi havde mange op- og nedture, men jeg lavede en fejl omkring kalibrering af triptæller samtidig med, at mit backupsystem svigtede, og det kostede dyrt, konstaterede Per Brodersen.

For Porsche-debutanterne Søren Buk og Jakob Knudsen blev rallyet en utrolig oplevelse:

- Det har været fascinerende og udmattende og overvældende, men også helt fantastisk, siger førstekører Søren Bunk og tilføjer:

- Jakob havde bare styr på kort og tider, så det gik bedre, end vi havde håbet på. Uden vores uheld var vi endda blevet endnu bedre placeret, mener Søren Bunk.

Og codriver Jakob Knudsen siger:

- En helt fantastisk oplevelse, vi har prøvet noget, der var større, end vi troede. Vi har fået meget hjælp fra navnlig Toni Hansen og Per Brodersen, og uden den havde vi aldrig gennemført, endsige kørt os i top-100, som vi jo gjorde.

Jens Gandrups og Kristian Flensbaks niendeplads blev bedste danske placering siden 2010, hvor Lars Bækkelund og Arne Pagh blev nr. 6. Samtidig blev rallyet det varmeste og tørreste nogensinde.

Global opvarmning eller tilfældighed? Svaret skal søges i næste års udgave af Rallye Monte-Carlo Historique.







Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.173