23948sdkhjf

VW's ledere: Vores udfordring er at genvinde tilliden

Omkring 450 eksperter - interne såvel som eksterne - er involveret i undersøgelser efter VW-skandale. Topledelsen bedyrer stadig sin uskyld.
KRISE Den skandaleramte tyske bilproducent Volkswagen har som øverste prioritet at genvinde forbrugernes tillid, siger bestyrelsesformanden for koncernen, Hans Dieter Pötsch.

Han holdt torsdag et sjældent pressemøde sammen med VW's administrerende direktør, Matthias Müller.

- Det er vores største udfordring at genvinde tilliden, siger Pötsch og tilføjer:

- I de seneste to og en halv måned har Volkswagen været gennem en aldrig før set krise. Et stort antal eksperter er nu ved at kulegrave VW.

På pressekonferencen i Wolfsburg, hvor selskabet har hovedkontor, blev det oplyst, at omkring 450 eksperter - interne såvel som eksterne - er involveret i undersøgelsen oven på dieselgate, hvor selskabet ved hjælp af software har snydt med målinger af dieselbilers udslip af CO2.

Topledelsen bedyrer uskyld
- Der er indtil videre ingen tegn på, at medlemmer af den øverste ledelse i Volkswagen var involveret i den globale dieselskandale hos den tyske bilproducent, siger bestyrelsesformanden.

Pötsch udtrykker dyb beklagelse over den mistede tillid over for kunder og offentligheden, som svindelsagen har forårsaget. På pressemødet fortalte han dog også, at topledelsen intet vidste til softwaresnyden:

- Det er stadig vores overbevisning, at kun en lille gruppe af ansatte var aktivt involveret i manipulationen med emissionsniveauer. Men vi taler ikke om enkeltstående fejl. Det var en hel kæde af fejl.

På pressemødet kom det også frem, at ni ledere er blevet suspenderet i forbindelse med sagen, som selskabet vurderer har rod i manipulationer grundet individuelle fejl og dårlige processer.

Investorerne ser nu med mildere øjne på sagen, end umiddelbart efter at den kom frem i slutningen af september.

Dengang faldt aktien fra et niveau omkring 168 euro til helt ned til 92 euro. I de sidste uger har kursen imidlertid rettet sig, og den var torsdag middag på omkring 135 euro.

I en pressemeddelelse torsdag oplyste selskabet, at det er færre end 40.000 benzinbiler i Europa, som ikke overholder kravene til CO2 mod tidligere oplyst potentielt 800.000.

Mistanken om snyderi med tallene for benzinbiler kom i kølvandet på den enorme skandale omkring Volkswagens dieselbiler, der kom frem i efteråret.

Kilde: Ritzau/Reuters

Artiklen er en del af temaet Dieselgate.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126