På den røde løber
Den ugentlige leder fra autobranchens uafhængige fagblad.
Lidt malurt i den ellers vel tilberedte mad under dinnershowet i Wallmans saloner i Cirkusbygningen i det indre København var, at en del nominerede ikke var til stede og således ikke kunne modtage deres priser. Her ser vi naturligvis gerne større opbakning fra branchen næste år. Teknik, der drillede omkring musikken, var kun en skønhedsplet. Så alt i alt endnu et godt initiativ i vores branche, vi kan være stolte af.
De mange prismodtagere var naturligvis også stolte – og lod behørigt tak gå videre til medarbejdere og kunder. Flere fik velfortjente priser for nye initiativer, som vi løbende har fortalt om her i autobranchens uafhængige fagblad. Nogle aktører var på scenen flere gange for at modtage priser – alt tjekket og godkendt af et statsautoriseret revisionsselskab. Vi siger naturligvis tillykke til de 21 vindere. Og også til de nominerede, der ikke fik en pris med hjem i denne omgang. Chancen er der igen næste år.
Det kræver indblik, udsyn og gåpåmod at udvikle tiltag i en branche, der konstant er underlagt myndigheders, politikeres og markedsvilkårenes ændringer. Vigtigt er det i den forbindelse at bevare det gode humør, som autobranchen er kendt for at udleve. Det så vi både på scenen, i foyeren, baren og den røde løber tirsdag aften. Vi kan næsten ikke vente, til den bliver rullet ud igen.
God læselyst!