23948sdkhjf

Ny uklarhed om afgiftsfritagelsen for elbiler

SR-regeringens ønske om fortsat afgiftsfritagelse for elbiler, bliver måske ikke til noget, siger den nye skatteminister.
Den tidligere regerings løfter om, at elbiler fortsat vil være afgiftsfritaget i 2016, vil ikke blive opfyldt. Det slår den nye skatteminister Karsten Lauritzen fast.

- Et af de områder, hvor vi umiddelbart ikke har nye penge, er at fortsætte den nuværende model for afgiftsfritagelse for elbiler. Der er en politisk udfordring, som skal løses, siger han til ing.dk

Selv om den tidligere regering allerede i sit regeringsprogram lovede, at den ville lave en 'provenuneutral reform af afgifterne på personbiler, måtte den daværende skatteminister Benny Engelbrecht (S) i april indrømme, at han ikke kunne indfri løftet.

I stedet lovede SR-regeringen, at den ville fortsætte afgiftsfritagelsen af elbiler gennem 2016, så salget elbiler ikke gik i stå.

Afgiftsfritagelsen ville ifølge Skatteministeriet give staten et mindreprovenu på 450 millioner kroner i 2016.

Finansieringen ville den tidligere regering finde i forbindelse med forhandlingerne om finansloven for 2016. Men den kommende finanslov vil ikke indeholde et forslag om afgiftsfritagelse for elbiler, siger Karsten Lauritzen.

- Vi overtager den tidligere regerings regninger, men vi overtager ikke dens løfter. Vi ønsker at fremme elbiler i Danmark ligesom et bredt flertal på Christiansborg. Vi bliver bare nødt til at forholde os til, at området skal kunne finansieres.

Den tidligere regering lagde op til, at der gradvist skulle indfases afgifter på brint- og elbiler efter 2016, men Venstre går i stedet efter at gennemføre SR-regeringens oprindelige idé: en provenuneutral omlægning af hele bilafgiftssystemet.

Hvad en sådan reform konkret vil betyde for elbilerne vil Karsten Lauritzen ikke sige noget om på denne side af sommerferien.

- Det vil vise sig i løbet af efteråret, hvilken model vi finder. I første omgang beder jeg om tid til at læse op på området og tage nogle drøftelser med Folketingets partier, siger han til Ingeniøren.

/ritzau/

Kilde: Ritzau

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.143