23948sdkhjf

Gode tiltag i lakbranchen

Den ugentlige leder fra autobranchens uafhængige fagblad.
NYE TIDER KRÆVER nye skikke – og dermed også anderledes måder at arbejde på. Mange forhold i også autobranchen kan optimeres. Derfor har vi for nylig set en opstramning og ændring af mekanikeruddannelserne. Og nu er turen kommet til autolakererne. Som man kan læse i denne uges tema om autolakering er en helt ny uddannelse sat i søen, nu kaldet Autolakereruddannelsen for at signalere nye tider, hvor de unge lærlinge ikke længere bliver udlært vognmalere – da hestevogne og kareter vel efterhånden er en sjældenhed i dagens sprøjtehaller.

DET LOVER GODT
for fremtiden, at også autolakereruddannelsen nu får et talentspor, som kan fremelske de dygtigste elever til et sublimt niveau. Det minder lidt om opdelingen i autobranchen, hvor man, som bekendt, kan blive både automontør og mekaniker – alt efter evner og interesse. Eller tage en EUX-uddannelse, hvis man vil drive det videre. Tankerne er helt i tråd med også folkeskolens nye tilgang til talentstøtte og inklusion. Vi hylder princippet om øget diversitet, også i håndværksfagene, hvor nye tiltag som Skills-håndværksmesterskaberne givetvis har medvirket til at begrave janteloven inden for erhvervsskolerne. Er du dygtig, får du lov til at vise det. Og danne forbillede for andre. Det synliggør, at det betaler sig at hænge i. Og at udvise interesse for det, man ”har gang i”.

AT DEN NYE autolakereruddannelse også får værkstedsdrift på skemaet er endnu et plus. Lærlingen får indsigt i optimering, processtyring og alle de ting, mester hidtil har stået alene om at bryde sit hoved med. Sidegevinsten er vel, at uddannelsen fostrer unge mennesker, der således geares til at drive selvstændig virksomhed. Det letter givetvis de mange forestående generationsskifter og muliggør overtagelse af de virksomheder, vi af og til her i fagbladet beretter om har svære kår. Og så giver det indsigt i, at også virksomheder skal passe på vores alle miljø – både det nære og det globale i form af mindre CO2-belastning. Forhåbentlig lykkes det at udvide den nye uddannelse med en afdeling i Øst-danmark, som der tilsyneladende er brug for.

FOR DE UNGE og ældre, der har lyst til at prøve kræfter med autolak i form af polering og klargøring, er en certificering på vej. Vi fortæller i denne uges lak-tema om en aktør, der på eget initiativ er i færd med at få en længe savnet certificering på plads – heldigvis godt støttet af flere aktører på leverandørsiden. Det er godt tænkt, at dokumentation overfor kunderne kan være i form af billedmateriale, som vi har set i antirustbranchen – her dog som konkurrenceparameter. En opdeling i flere niveauer af klargøring, og deraf følgende betaling, vil også komme erhvervskunder i autobranchen til gode. Andre dele af autobranchen kunne tage ved lære af disse takter, eksempelvis inden for servicering af lifte, hvor markedet lider under store problemer. For certificering vil altid gøre brancheforhold mere troværdige og gennemskuelige.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094