23948sdkhjf

Ny uddannelse for autolakererne

Vognmaleruddannelsen bliver ændret til Autolakereruddannelsen.
KOMPETENCER Det er ikke kun navnet, der er ændret i den nye uddannelse for autolakerer. Det er ikke mindst indholdet, der skal skabe større sammenhæng mellem det, der sker på værkstederne og i skolen. Dette skal primært ske gennem samarbejdsopgaver. Opgaverne tager udgangspunkt i uddannelsens praktikmål tilpasset elevens uddannelsestrin. Eksempelvis vil eleven før første hovedforløb på værkstedet have beskæftiget sig med afvaskning, afdækning, spartling og slibning. Eleven skal dokumentere opgaverne gennem billeder, tekst, video eller andet. Eleven møder på skolen og fortsætter med opgaven både teoretisk og praktisk. Det skulle gerne resultere i, at eleven har færdigheder til at arbejde med fylder, når skoledelen er afsluttet.

- Vi forventer, at det faglige niveau højnes med den nye uddannelse. Der opstår dog bare en skævvridning ved Grundforløb 1. Autolakereruddannelsen bliver kun udbudt på Teknisk Skole Silkeborg. Mange elever vil derfor ”glemme” den uddannelseslinje og vælge en af de andre autouddannelser. Det kan vi godt være lidt bekymret for. Ellers er vi meget glade for den nye uddannelse, siger underdirektør i AutoBranchen Danmark, Michael Nørregård.

Fagets elite

I den nye uddannelse er der taget højde for dem, der vil være ekstra dygtige til deres håndværk. Skolen tilbyder et ”talentspor”, hvor mindst 25 procent af undervisningen er på et højere niveau. Det betyder, at fagene ”farvetilpasning” og ”proces og produkt” slutter med ”Ekspertniveau” i stedet for ”Avanceret”. Man kan altid vælge talensporet fra i løbet af uddannelsen, hvis man fortryder.

Talentsporet er en del af alle håndværksuddannelser og er en mulighed for at tage hånd om de dygtige elever, så de får de udfordringer, der forhåbentlig gør dem endnu bedre. Det er også muligt at tage et enkelt modul på højere niveau.

Unge over 25 år sparer tid

For unge, der er fyldt 25 år, er der automatisk en nedsættelse af skoleforløbet. Det skal mindst være ti procent kortere, men man forventer, at de når samme mål som elever under 25 år – bare på kortere tid. De ti procent gælder alle fag, men der kan være situationer, hvor der er fag, der kan give merit. Det er endnu ikke besluttet, hvordan Teknisk Skole Silkeborg vil løse opgaven. Det kan for eksempel være, at første hovedforløb bliver på ni uger i stedet for ti uger, eller at dagene bare bliver kortere for denne gruppe af elever.

Værkstedsdrift på skemaet

Der kommer et nyt fag omkring værkstedsdrift. Det er for, at eleven får en forståelse af, hvilken indflydelse energiforbrug, vedligeholdelse af udstyr, materialeforbrug samt valg af teknikker har på økonomien i virksomheden. De fleste værksteder er presset på prisen, så det er vigtigt, at de ansatte er bevidste om de faktorer, der påvirker indtjeningen. Beregning af materialeforbrug indgår i øvrigt i undervisningen fra grundforløbet til svendeprøven, og det vil løbende blive på et mere og mere avanceret niveau.

- Det er vigtigt for uddannelsen at få skabt en forståelse for de miljøpåvirkninger, materialerne har på både det ydre miljø og på den enkelte. Faget har et ”dårligt” image i forhold til, hvor farlige produkterne er. I virkeligheden er der igennem en årrække arbejdet seriøst fra lakproducenterne på at nedbringe omfanget af opløsningsmidler i materialerne. Det betyder ikke, at produkterne er harmløse, men med det korrekte udstyr og iagttagelse af forholdsregler, er belastningen på linje med de fleste andre industrifag, lyder det fra AutoBranchen Danmark.

Et grundforløb i to

For nye på uddannelsen findes der to former for grundforløb.

Grundforløb 1 er for elever, der kommer direkte fra folkeskolen. De har valgt at blive håndværkere og har mindst 02 i både dansk og matematik. I løbet af 20 uger skal de finde det ”rigtige fag” og opnå en eksamen i dansk og matematik på højere niveau. Elever, der får en lærekontrakt, slipper for kravet om 02 og Grundforløb 1.

Grundforløb 2 er også på 20 uger, med mindre man er over 25 år, hvor det er 18 uger. De elever, der starter på dette grundforløb, har valgt at blive autolakerere. Det er fagrettet og kan i princippet sammenlignes med det nuværende grundforløb. Der vil blive lagt vægt på opgaver, der er så værkstedsrelaterede som muligt. På Grundforløb 2 er der også mulighed for ”talentfag” eller for eksempel dansk på højere niveau.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.22