23948sdkhjf

Konkurrenter gearer op efter Mekonomen-lukning

Både FTZ og au2parts har allerede ansat flere medarbejdere fra Mekonomen. Au2parts bebuder en ny tredje værkstedskæde.
- Pyha, og så lige op til jul. Det første man tænker er, at det er synd for medarbejdere. Det er jo en hel epoke, der er slut, siger adm. direktør for Mekonomens hovedkonkurrent, FTZ i Odense, landets største autogrossist, Michael Juul Hansen, om lukningen.

- Vi har allerede ansat medarbejdere fra Mekonomen både tirsdag og onsdag, og det vil vi også gøre i den kommende tid. Denne ændring får kæmpe konsekvens for branchen, og vi har allerede fået fantastisk mange, nye kunder, også værksteder der ønsker at træde ind i vores kæder, siger FTZ-chefen til Motor-magasinet.

Ny værkstedskæde

Også hos au2parts under CAC i Århus har Mekonomens udmelding giver stærkt øget aktivitet.

- Vi har ikke prøvet så stor en ændring før. Det er vigtigt, at vi får øget vores lagre – der kommer øget pres på lige efter nytår. Vi har også ansat flere medarbejdere fra Mekonomen – der er jo mange gode folk, siger au2parts direktør Niels K. Skak. Han oplyser, at grossistens sælgere er i fuld gang med at besøge værksteder.

- Nogle mister jo en leverandør allerede fra på mandag, siger han.

- Vi har i det hele taget ansat mange gode Mekonomen medarbejdere i 2014, siger Niels K. Skak.

- Men det er da synd for branchen, at Mekonomen lukker deres afdelinger i Danmark. Samtidig er det skræmmende, at det sker. Så sent som i 2002 var virksomheden jo landets førende grossist, udtaler han.

Lukningen har også fået au2parts til at fremskynde etableringen af en tredje værkstedskæde ved siden af AutoPartner og Teknicar først i 2015.

- Kæden skal dække et serviceværksteds behov med kvalitetssikring som hovedemne, siger Niels K. Skak.

Han oplyser også, at au2parts netop har tegnet en leverandør-aftale med Castrol, som hidtil har leveret deres motorolie via Mekonomen – og at flere lignende aftaler vil følge.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078