23948sdkhjf

Valget stod mellem kok og autoelektriker

Steven Andersen er så tilfreds man kan blive med lærlingeløn, styrketræning og faglige udfordringer.
Der var 10 frostgrader udendørs på det flade Amager, men det kommer normalt ikke automekanikere ved, de har et lunt værksted, så de kan stå indendørs med opgaverne.

Men for 20-årige Steven Andersen, lærling hos Bosch Servicecenter, Amager Møller betød det, at når interviewet med Motor-magasinet var overstået, ventede en isnende kold varebil ude i kulden.

Den var indbragt til reparation fredag, og Steven havde fået den i gang, men alligevel.

Nu stod den så halvvejs oppe i en snebunke efter en weekend, hvor temperaturen havde været lav og vinden hård.

Men det var ikke kulden, sneen, vinden Steven tænkte på. Det var opgaven. Hvor ligger fejlen, er det "bare" det mest sædvanlige vinterproblem, et batteri, der valgte den kolde tid til at lægge sig til at dø, celle for celle.

Men det måtte vente denne mandag morgen.

I stedet lånte vi Hans Møllers kontor, og Steven tog beskedent plads i kundestolen og overlod chefstolen til intervieweren, og idéen om, at vi skulle tage foto af ham i chefstolen med skrivebordet foran fængede ikke hos Steven.

Erhvervspraktikken

Det lå ikke i nogen kabale, at Steven skulle blive autoelektriker eller noget med biler i det hele taget. Han kommer ikke fra et hjem med smøregrav. Men lidt ledningstrækkeri på hans knallert var da sjovt nok, og da han igennem en familiebekendt kom i erhvervspraktik på Amager Møllers knopskudte værksted på Krimsvej dukkede lysten for alvor op.

Her kunne man arbejde med biler uden nødvendigvis at blive beskidt.

Kok havde også været inde i Stevens erhvervsbillede. Han var rigtig glad for hjemkundskab, og hjemme praktiserede han, men arbejdstiderne skræmte. Det lød af aften- og natarbejde, og hvad vi senere kommer til, så betyder livet med kammeraterne en hel del.

Han tager dagligt fra Hvidovre, hvor han nu bor sammen med sin far, til Amager. Der er ikke megen opvartning der. Faderen er containerchauffør, så han er ude af røret, før Steven skal op og af sted i sin Peugeot 106, købt brugt.

Den havde kun gået 80.000, men på de to år Steven har haft den, er der lagt godt 40.000 til ved daglig transport og ferier.

Svendebrev i styretøj

Læretiden begyndte med et grundkursus på 20 uger hos TEC, mens de lå i Lyngby, og da han begyndte for alvor hos Amager Møller var de flyttet fra Krimsvej ind i "Bosch-paladset" tæt på lufthavnen.

- Jeg havde selvstændige opgaver fra dag et. Det er meget tilfredsstillende. Selvfølgelig er der nogen, jeg kan spørge, men jeg var godt rustet til opgaverne, forklarede Steven.

En del af uddannelsen foregår på Ceus, teknisk skole i Nykøbing. Her går han på 7. modul sammen med 20 mekanikerlærlinge, der skal have et grundlæggende kendskab til el i biler.

- Dem skal jeg også til svendeprøve med, og det betyder, at jeg kan komme op i mekaniske opgaver som styretøj og bremser. Det ved jeg da også noget om, men det er da underligt, at en autoelektriker eller en mekaniker med el som speciale, som det nu hedder, kan trække et mekanisk spørgsmål, mener Steven.

Ellers er der ingen kritik af at gå sammen med automekanikerlærlinge.

Lærerne er knagende dygtige, så det mærkes ikke, at lærlingenes erfaringer med el hjemme fra lærerpladserne er forskellige, mener Steven.

- De har også forståelse for, at nogen af os lærer det fra tavlen, og andre hellere skal have det i hænderne, for at forstå opgaven, siger han.

Efter arbejdstid rundes Hvidovre inden turen går tilbage til styrketræning i et center på Strandlodsvej - også på Amager. Her træner han seriøst sammen med kammeraterne, der også er rejsekammerater. De tager træningen meget alvorligt og tre gange om ugen. Men Steven og kammeraterne dyrker ikke styrketræningen på konkurrenceniveau.

Weekender, fritid og ferier går med kammeraterne, der er ingen kæreste - "lige nu", skynder Steven at tilføje. Til sommer kører de sammen til Spanien til en ferieby for unge, så lærlingelønnen bliver omsat.

- Jeg vil da gerne bo for mig selv, men det bliver ikke lige med det samme for opsparing er der ikke noget af, siger Steven og gør klar til at få startet varebilen - i det mindste så den kan komme ind på værkstedet og opgaven fortsætte der.

Det kan godt være, at han som mekaniker med el som speciale ikke får sorte fingre, men en dag som i mandags bliver de i al fald blå.

Motor-magasinet nr. 6, der udkommer mandag 15. februar har tema om unge i autobranchen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11