23948sdkhjf

Magnussen er spændt på McLaren-bilens fremskridt

McLarens Kevin Magnussen er klar på opgaven i årets første Formel 1-grandprix i australske Melbourne.
Med Fernando Alonsos afbud på grund af en hjernerystelse er det op til Kevin Magnussen at levere varen i søndagens Formel 1-grandprix i australske Melbourne.

Og danskeren er klar på opgaven, selv om det ikke var den måde, han ønskede at få sædet hos McLaren, fortæller han i en pressemeddelelse.

- Selv om omstændighederne ikke er ideelle, så er jeg henrykt over at køre i Australien. Det er et løb, som jeg har gode minder om fra sidste sæson, og jeg er spændt på, hvad MP4-30 (bilen) kan udrette på Albert Park.

- Bilen føltes et niveau bedre, da jeg prøvede den i testkørslerne, end den gjorde sidste år, siger Magnussen.

- Jeg er virkelig glad for at være bag rattet hos McLaren-Honda i Melbourne igen. Selvfølgelig er årsagen usædvanlig, men mit job er at gøre mit bedste for holdet, mens Fernando er ude, og det er det, jeg gør, uddyber han.

I 2014 opnåede Magnussen en overraskende andenplads i Formel 1-debuten - det bedste resultat i karrieren.

- At være tilbage i Melbourne er en fantastisk følelse - især fordi minderne om podiepladsen sidste år er utrolig specielle og noget, jeg aldrig vil glemme.

- Jeg elskede at køre på denne bane sidste år, og jeg ser virkelig frem til at komme tilbage på banen fredag til træning og fortsætte udviklingen af vores bil.

- Selv om vi havde nogle udfordringer i Barcelona (i testkørslerne, red.), så føltes MP4-30 generelt meget positiv og i hvert fald anderledes end sidste års bil - men på en god måde, understreger danskeren.

- Vi forventer ikke at vinde løbet, men mit fokus vil være at gøre bilen konkurrencedygtig og blive ved med at gøre fremskridt.

- Jeg vil arbejde hårdt med mine mekanikere og give dem så meget værdifuld respons som muligt, så de kan blive ved med at udvikle bilen og forbedre vores præstationer og holdbarhed, siger Magnussen.

Han blev efter sidste sæson degraderet til McLaren-reserve efter Alonsos ankomst fra Ferrari.

- Selv om jeg ikke havde regnet med at sidde i bilens cockpit i Australien, så har jeg brugt vinteren på at forberede mig, som jeg normalt ville gøre før en sæson.

- Så jeg føler mig fit og klar til opgaven, der venter mig, og jeg vil gøre mit bedste for teamet.

- Det er en fantastisk mulighed for mig til at få erfaring med flere kilometer i MP4-30, og det vil omvendt gavne holdet i de kommende måneder, fordi jeg arbejder med teamet i Woking.

- Løbet vil helt sikkert blive uforudsigeligt her i starten af den nye sæson, og det vil blive meget interessant at finde ud af, hvor vi er sammenlignet med resten af feltet, men jeg er klar på udfordringen, lyder det fra Magnussen.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11